Røde partier tæsker løs på Løkkes 34 stramninger

Venstrefløjen og Alternativet er alvorligt bekymrede for konsekvenserne af regeringens nye stramninger for flygtninge og asylansøgere.

Uværdig. Hjerteløs. Et dybt hug til den danske selvforståelse.

Regeringens nye pakke med massive stramninger på flygtninge- og asylområdet får en hård modtagelse fra venstrefløjen og Alternativet.

»Løkkes svar på en af verdenshistoriens største flygtningekriser er åbenbart at splitte familier ad,« siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen i en pressemeddelelse.

»For han vil nu gøre det sværere for børn og forældre at blive familiesammenført med hinanden. Krige splitter i forvejen alt for mange familier ad, og Danmark burde arbejde for at samle dem igen. Frem for at bidrage til at holde dem adskilt,« fortsætter hun.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlagde tidligere fredag i alt 34 initiativer, som skal få færre flygtninge til at komme til Danmark.

Blandt andet skal flygtninge med såkaldt midlertidig beskyttelsesstatus vente tre år på at få familiesammenføring. I dag er ventetiden som udgangspunkt ét år.

Regeringen vil også give politiet lov til at visitere asylansøgere og ransage deres bagage for at beslaglægge penge eller værdigenstande til at betale for den pågældenes ophold. Kontanter og værdigenstande, der er nødvendige til »opretholdelse af en beskeden levefod« er dog undtaget. Det samme er genstande med særlig personlig betydning såsom vielsesringe.

Teltlejre, lavere ydelser til flygtningene, mere egenbetaling, hurtigere hjemsendelse af afviste og mulighed for i særlige situationer at tilbageholde flygtninge i mere end tre døgn uden en domstolsprøvelse er til gengæld med i pakken. Det samme er forslag om at alle flygtninge skal vente længere tid på at få permanent opholdstilladelse, og at asylansøgere ikke må bo og arbejde uden for asylcentrene.

Mens De Radikales leder Morten Østergaard kritiserer regeringens udspil for at være »hjerteløst« kalder SF’s formand Pia Olsen Dyhr strammerpakken for »uværdig«. Hun frygter, at den vil bombe integrationen tilbage.

»Hvis vi starter med at tage al værdighed og selvstændighed fra de her mennesker, snupper deres arvestykker og beder dem om selv at betale for luftmadrassen, så risikerer vi at gøre os selv en kæmpe bjørnetjeneste, hvis de senere får asyl og skal integreres i Danmark. Vi ved, at de første måneder er fuldstændig afgørende for, om integrationen kommer til at lykkes siden hen,« siger Pia Olsen Dyhr.

SF-formanden er særligt bekymret over udsigten til at krigsflygtninge skal vente markant længere tid på familiesammenføring.

»Det er fuldstændig urimeligt at straffe børnene. Flugten fra Syrien sker jo med livet som indsats – og derfor kan det være nødvendigt at lade familien tilbage. Men det er både farligt og urimeligt at kvinder og børn skal vente tre år på at blive familiesammenført,« siger hun.

Alternativets formand Uffe Elbæk stemmer i.

»I mine øjne er der ingen, der får det bedre af, at andre får det værre,« siger han i en skriftlig kommentar til regeringens udspil.

»De nye forringelser er i mine øjne 34 dybe hug til den danske selvforståelse som et solidarisk, åbent og humanistisk samfund,« mener Uffe Elbæk, som ikke i tvivl om, at regeringen ønsker, at så få flygtninge som overhovedet muligt vælger Danmark.

»I mine øjne nedgør det problemerne til et nationalt dansk anliggende, men det er jo ikke et dansk problem. Det er en international humanitær katastrofe i og omkring Syrien, der handler om mennesker i absolut nød. Mennesker, der på flugt fra sulter, tørster og fryser,« siger Uffe Elbæk.

Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen siger til TV2 News, at de kommende forhandlinger med regeringen må afgøre om Socialdemokraterne kan gå med til stramningerne eller ej.

Frederiksen efterlyser blandt andet mere hjælp til nærområderne, så flygtningestrømmene mod Europa svinder ind.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.