Fortsæt til indhold
Politik

Dansk Folkeparti risikerer tsunami af sagsanlæg for statsborgerskabs-annonce

Yderligere ni personer er klar til at trække Dansk Folkeparti i retten for æreskrænkelse. Knap 700 personer vil have en god sag mod partiet, mener advokat.

Dansk Folkeparti risikerer i yderste konsekvens at skulle punge ud med flere millioner kroner i godtgørelse i sagen om partiets omstridte annonce fra 2013.

I sidste uge dømte Københavns Byret Dansk Folkeparti til at betale bøder og godtgørelser for i alt 190.000 kr. for at have krænket 15 nye statsborgeres ære ved at kæde dem sammen med terrorisme og ved at give indtryk af, at de udgjorde en trussel mod Danmark.

Men det beløb kan blive markant større.

Det er meget forståeligt, at flere vil prøve, når nu byretten har givet de første sagsøgere medhold.
Søren Espersen, DF

Bare 10 dage efter byrettens dom er yderligere ni personer nemlig interesserede i at lægge sag an mod Dansk Folkeparti på grund af partiets annonce, hvor navnene på 685 dengang kommende danske statsborgere blev opremset under overskriften »Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed - nu bliver han dansker«.

Det oplyser advokaten for de oprindelige 15 sagsøgere, Poul Hauch Fenger, som forventer flere henvendelser den kommende tid.

»De ni nye personer vil gerne lægge sag an mod Dansk Folkeparti, fordi de også var nævnt i annoncen,« siger advokaten, som i første omgang opfordrer klienterne til at afvente resultatet af ankesagen.

Byretten nåede frem til, at Dansk Folkeparti skulle betale 10.000 kr. i godtgørelse til hver af de 15 sagsøgere.

Men da annoncen indeholdt hele 685 navne, risikerer DF potentielt en tsunami af sagsanlæg.

Advokat Poul Hauch Fenger, som har menneskeretlig baggrund fra FN og EU, vurderer i hvert fald, at de øvrige personer i annoncen vil have en god sag, hvis de trækker DF i retten for æreskrænkelse, eller hvis de forsøger at indgå et forlig med partiet om en godtgørelse.

»Der skal naturligvis foretages en individuel bevisvurdering af sagsøgerne, men byretten har jo allerede sagt meget klart, at annoncen var en overtrædelse af injurielovgivningen, som den skal fortolkes i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,« siger advokat Poul Hauch Fenger.

Et udklip af annoncens tekst:

Annoncen som DF indrykkede i flere landsdækkende dagblade i 2013. Spalterne med de 685 navne er ikke taget med i dette udklip.

Dansk Folkeparti fastholder imidlertid sin uskyld i sagen og ankede byrettens dom på stedet. Derfor skal sagen nu gå videre til landsretten. DF regner dog ikke med at komme til at betale så meget som en krone til sagsøgerne, meddelte næstformand Søren Espersen oven på dommen i forrige uge.

Den vurdering er Poul Hauch Fenger dog knap så sikker på.

»Espersen sagde i retten, at grænsen for den politiske ytringsfrihed for ham går ved opfordringer til vold. Dansk og international praksis underkender dette entydigt,« siger han og fortsætter:

»På samme tid skal man huske, at der var tre dommere i byretten, og de var alle tre enige om, at annoncen var æreskrænkende. Når man anker en sag, er det normalt fordi, der er uenighed mellem dommerne, men det var der ikke her.«

Søren Espersen tager det ganske roligt, at ni mulige sagsøgere har meldt sig.

»Det er meget forståeligt, at flere vil prøve, når nu byretten har givet de første sagsøgere medhold,« siger han.

Om DF risikerer større erstatningskrav er for tidligt at spekulere i, mener han.

»Vi må tage det, som det kommer, og som jeg også har sagt tidligere, så har vi en ret god fornemmelse af, at landsretten når frem til et andet resultat end byretten,« siger Søren Espersen, som tilføjer, at DF endnu ikke er begyndt at lægge penge til side.

Årsagen til, at partiet overhovedet indrykkede den omstridte annonce med advarslen om, at én af personerne på listen var en potentiel terrorist, var, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) tidligere havde overvåget én af personerne på listen for »bekymrende og mistænkelig« adfærd. Personen var dog aldrig blevet sigtet for noget.

Byretten dømte DF til at betale 10.000 kroner i godtgørelse til hver af de 15 sagsøgere samt dagbøder for yderligere 10.000 kr. og sagens omkostninger på 30.000 kr.

Altså i alt 190.000 kr.

Hvis alle personerne fra annoncen lagde sag an og fik medhold som i byretten, ville det koste Dansk Folkeparti i omegnen af 6,7 millioner kroner - men det er naturligvis langt fra sikkert, at alle 685 er interesserede i at gå rettens vej.

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår ankesagen begynder i landsretten, men der går normalt 6-9 måneder.

Deltag i debatten: Var Dansk Folkepartis annonce over stregen?