DF om injuriedom: De skal ikke regne med at få en krone
Dansk Folkeparti har anket dom om æreskrænkelse på stedet og regner ikke med at skulle betale erstatning til de æreskrænkede.
De 15 personer, som fredag har fået byrettens ord for, at Dansk Folkeparti har krænket deres ære, skal ikke regne med at få så meget som en krone i erstatning fra Dansk Folkeparti.
Sådan lyder det fra partiets næstformand Søren Espersen, efter Københavns Byret ellers har pålagt DF at betale i alt 150.000 i godtgørelse til de krænkede. Dertil kommer dagbøder for i alt 10.000 kr. samt 30.000 kr. til at dække omkostningerne ved offentliggørelsen af dommen.
Altså 190.000 kr. i alt.
»Det er penge, som vi ikke mener, at vi nogensinde kommer til at betale. Vi er overbeviste om, at vi vinder sagen i landsretten,« siger Søren Espersen med henvisning til, at Dansk Folkeparti ankede dommen på stedet.
»Vi betragter ikke dommen som endelig, så vi føler os ikke bundet af den. Anden halvleg kommer i landsretten,« tilføjer næstformanden.
Sagen handler om en kontroversiel annonce, som DF indrykkede i flere aviser tilbage i 2013. I annoncen oplistede partiet navnene på 685 udenlandske personer, der alle havde søgt om dansk statsborgerskab. Under overskriften »Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed - nu bliver han dansker« advarede DF om, at én på listen var potentiel terrorist.
Baggrunden var, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde overvåget vedkommende for »bekymrende og mistænkelig« adfærd. Personen var dog aldrig blevet sigtet for noget. Alligevel ville Dansk Dansk Folkeparti problematisere, at Folketinget var ved at give personen statsborgerskab.
Annoncen fik efterfølgende 15 af de navngivne personer til at trække DF i retten for æreskrænkelse, og nu er den foreløbige dom altså faldet.
Søren Espersen mener, at dommen principielt indsnævrer politikernes ytringsfrihed.
»Vi er dybt, dybt overraskede - nærmest chokerede - over, at vi kan dømmes på den her baggrund,« siger han og beskriver det som et faktum, at én af personerne på listen i annoncen var til fare for Danmarks sikkerhed.
De 15 sagsøgeres advokat, Poul Hauch Fenger, køber ikke argumentet om, at dommen indskrænker politikernes ytringsfrihed.
»Jeg tror, at Søren Espersen misforstår politikernes ytringsfrihed ved at tro, at den er ubegrænset. Den er udvidet, men ikke ubegrænset,« siger han og understreger, at både han og hans klienter er meget tilfredse med byrettens afgørelse.
»Dommerne har fundet, at de bemærkninger, som DF har fremsat over for mine klienter er strafbare og ligger uden for den udvidede ytringsfrihed, som politikere nyder. Det er et vigtigt signal at sende, at der er grænser for, hvad man må kalde hinanden - også selvom man er politiker,« siger Poul Hauch Fenger.
Han håber, at Dansk Folkeparti fremover vil være mere tilbageholdende i deres retorik, når de omtaler konkrete sager.
Det skal man dog ikke nødvendigvis forvente, lyder det fra Søren Espersen. Han vil ikke afvise, at Dansk Folkeparti vil bringe en lignende annonce i fremtiden. Men det er en hypotetisk diskussion, indvender han.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl, som også var blevet sagsøgt i sagen, blev frifundet.
Hvad mener du: Var DF's annonce over stregen? - deltag i debatten nedenfor.