Fortsæt til indhold
Politik

Mette Frederiksen kræver flere penge til dagpengesystemet

Socialdemokraterne ændrer holdning og vil nu bruge flere penge på et nyt dagpengesystem. Det siger Mette Frederiksen under åbningsdebatten i Folketinget.

Der skal bruges flere penge på dagpengesystemet. Ellers bliver en kommende dagpengereform uden Socialdemokraterne.

Så klart lød kravet fra Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen, da hun i dag indledte Folketingets åbningsdebat fra talerstolen.

»Det er afgørende, at vi får skabt et robust dagpengesystem. Og på den baggrund er det vores opfattelse, at der vil være behov for at finde nye og flere penge,« sagde Mette Frederiksen og fortsatte:

»Hvordan og hvor meget må vi forhandle om, men en samlet løsning, der er robust, findes næppe inden for de nuværende rammer. Dette her bør 90 mandater i Folketinget kunne finde sammen om. Ellers er Socialdemokratiet ikke med.«

Om knap to uger præsenterer Dagpengekommissionen sine længe ventede anbefalinger for et nyt dagpengesystem. Oplægget til kommissionen har hele tiden været, at systemet ikke måtte blive dyrere end i dag.

Venstre er ikke interesseret i et dyrere dagpengesystem, men vil beholde det nuværende budget, sagde statminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin åbningstale til Folketinget i tirsdags.

»Jeg ønsker en aftale, som respekterer den ramme, den tidligere regering har sat. Det er min ambition, at vi kan samles om en løsning med bred opbakning. Så der kan komme ro om reglerne,« sagde han i talen.

Også den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fastslog så sent som i sin 1.maj-tale i år, at der ikke var flere penge på vej:

»Vi skal have et dagpengesystem, hvor færre falder ud, og hvor der er mere tryghed. Og kære venner, det får vi. Men vi siger også klart, at vi har de penge, vi har. Dagpengesystemet må ikke blive dyrere,« sagde Thorning i Fælledparken i København.

Men fra i dag har Socialdemokraterne altså skiftet holdning.

Og hvis Dansk Folkeparti ender med også at kræve flere penge, er der flertal uden om regeringen.

Mette Frederiksen understregede i sin tale, at den nye dagpengemodel skal skrues sådan sammen, at færre falder ud af systemet og at mulighederne for at genoptjene retten til dagpenge forbedres.

Enhedslisten modtog kursskiftet med begejstring:

»Det er en meget, meget vigtig melding,« kvitterede Pernille Skipper (EL).

Mette Frederiksen undgik dog at svare direkte på Pernille Skippers efterfølgende spørgsmål: Er Socialdemokraterne klar til at udnytte det alternative flertal i Folketinget - bestående af venstrefløjen og Dansk Folkeparti - hvis ikke Venstre vil være med til at tilføre dagpengesystemet flere penge?

Dagpenge-spørgsmålet har præget den politiske debat siden 2010, hvor den daværende VK-regering sammen med Dansk Folkeparti og De Radikale vedtog en dagpengereformen, der nedsatte dagpengeperioden fra fire til to år og fordoblede kravet til, hvor længe man skal arbejde for at genoptjene retten til dagpenge fra 26 til 52 uger.

Siden da har markant flere borgere end forventet mistet deres dagpenge på grund af reformen.

Nu er dagpengekommissionen så ved at færdiggøre sine længe ventede anbefalinger til et nyt system, som præsenteres mandag den 19. oktober.

Ud over dagpenge-udmeldingen benyttede Mette Frederiksen sin tale til at lange hårdt ud over Venstre-regeringens forslag til næste års finanslov. Blandt andet kritiserede hun, at Venstre sløjfer SR-regeringens bebudede børnpakke på 2,5 mia. kr. og bruger 600 mio. kr. til at lette arveafgifter.

»Det er ikke børnenes finanslov. Det er arvingernes finanslov,« sagde S-formanden og opstillede et klart valg for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regeringen:

»I kan vælge en vej, hvor Dansk Folkepartis manglende ansvarlighed skal forenes med Liberal Alliances evige ideologiske angreb på vores velfærdsamfund. Eller I kan vælge en vej, hvor udviklingen af vores velfærd styrkes, og hvor vi med økonomisk ansvarlighed fastholder et bredt samarbejde i Folketinget,« sagde Mette Frederiksen.

Folketingets åbningsdebat fortsætter traditionen tro dagen igennem - indtil politikerne ikke orker mere.