Fortsæt til indhold
Politik

Tidligere spidskandidat forlader Alternativet i protest

Alternativets tidligere integrationsordfører og en af 10 spidskandidater smækker med døren: »Jeg blev tvunget til tavshed,« siger hun. Alternativet afviser.

Alternativet må vinke farvel til tidligere integrationsordfører og spidskandidat til Folketinget Uzma Ahmed Andresen.

Mandag meddeler hun via Facebook, at hun har meldt sig ud af partiet i protest mod ledelsens handlinger.

Op til folketingsvalget i juni blev Uzma Ahmed sendt på ufrivillig »pause« og fik med egne ord »mundkurv« på af partiet. Årsagen var, at hun i forbindelse med præsentationen af Alternativets integrationsudspil kom med en udmelding, som stred imod partiets linje:

»Hvis man ikke gider at lære dansk eller ikke går ind for ligestilling, så skal vedkommende sendes tilbage til sit hjemland. Man kan simpelthen ikke være her,« sagde Uzma Ahmed.

Senere trak hun udtalelsen tilbage og endte med at »tage afstand fra sig selv«. I fire uger blev hun desuden pålagt »total tavshed« i det ellers så åbenhedsorienterede parti, hævder hun, og måtte dermed ikke udtale sig om sagen.

Nu vil hun ikke mere:

»Jeg blev tvunget til tavshed, og tvunget til at tage afstand fra mig selv. Hvorfor jeg lod det ske? Fordi jeg bare er et menneske med store drømme om forandring til det bedre, og jeg ønskede det bedste for det fællesskab, jeg så og stadig ser, bærer de samme drømme. Jeg ville ikke være skyld i, at ødelægge mulighederne for os alle, sådan som det blev fremlagt af ledelsen,« skriver hun på sin Facebook-side.

Det lykkedes ikke Uzma Ahmed at komme i Folketinget, selvom Alternativet fik ni mandater. I dag føler hun, at Alternativets ledelse ikke støttede hende nok og ikke rettede påståede misforståelser om hendes omstridte udtalelse. Tværtimod. Og det er den direkte årsag til, at hun nu forlader partiet:

»Jeg ved, at en valgkamp er en hård proces, og at vi alle kan begå fejl, det er menneskeligt. Men jeg havde dog forventet at min ledelse ville tage deres del af ansvaret og rydde op i de misforståelser der står tilbage. Efter forpremieren i Grand for 14 dage siden, har jeg oplevet at ledelsen tværtimod har valgt at modsige hemmeligholdelsen, og således rigtigheden af at jeg var pålagt mundkurv og ikke måtte tage til genmæle. Det er ikke acceptabelt. Derfor melder jeg mig per d.d. ud af Alternativet,« skriver Uzma Ahmed.

Sagen oprulles i øvrigt i aften, når DR2 viser anden del af dokumentaren »Uffes Alternativ«.

I Alternativets folketingsgruppe på Christiansborg kan man imidlertid slet ikke genkende Uzma Ahmeds udlægning af forløbet.

»Vi er kede af, at hun melder sig ud, og det er en alvorlig kritik, hun kommer med, som vi selvfølgelig tager alvorligt. Men jeg må også sige, at vi ikke kan genkende hendes udlægning,« siger politisk ordfører Rasmus Nordqvist, som understreger, at Uzma Ahmed var en vigtig del af Alternativet.

Hvad kan I ikke genkende i hendes udlægning?

»At hun ikke måtte udtale sig i pressen. Hun er jo i pressen bagefter, og fungerer stadig som integrationsordfører,« tilføjer han og peger på, at Uzma Ahmed blandt andet var på TV 2 News for at tale om sine udtalelser.

Så I gav hende ikke mundkurv på i den specifikke sag om at sende folk ud af landet?

»Nej. Og hun var også ordfører bagefter.«

Rasmus Nordqvist oplyser dog, at Uzma Ahmeds partistridige udtalelser udløste et møde blandt Alternativets daværende 12 spidskandidater, hvor den »alvorlige sag« blev drøftet. Mødet resulterede i, at Uzma Ahmed blev bedt om at »holde lav profil«.

»På det tidspunkt stod vi til lige under to procent i meningsmålingerne (under spærregrænsen, red.), så det var et kritisk tidspunkt, hvor det var vigtigt at holde fokus,« siger Rasmus Nordqvist og fortsætter:

»Og derfor siger vi bare, at hun (Uzma Ahmed, red.) skal prøve lige at læse tingene ordentligt igennem og holde lav profil i pressen i forhold til dette her. Men hun får ikke mundkurv på.«