Fortsæt til indhold
Politik

Regionsrådsformand: »Ingemann siger, at han har ført valgkamp for Carl i sin fritid«

Mere end halvdelen af Christian Ingemanns 800 mails handlede om valgkamp. Ca. 150 af dem var deklareret ”private.”

Carl Holst har fået en masse hjælp af Christian Ingemann til at føre valgkamp.

Det kom frem, da Forretningsudvalget i Region Syddanmark mandag aften var samlet.

Her blev medlemmerne præsenteret for de 800 mails, som var sendt fra Ingemanns mailboks under valgkampsugerne.

Og en meget stor del af dem – omkring halvdelen - handlede om netop Carl Holsts valgkamp.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) gav efter mødet udtryk for, at hun var overrasket over omfanget.

»Man kan godt sige, at der er yderligere indicier på, at Carl Holst har fået bistand af Christian Ingemann i sin valgkamp,« sagde hun, men gik samtidig også skridtet videre.

»Der er beviser for, at Ingemann har hjulpet Holst i valgkampen i forhold til den del, der er kategoriseret som private. Om det så er foregået i fritiden eller ej er op til Statsforvaltningen at vurdere,« sagde Lose.

Dermed præsenterede hun en helt ny side i sagen om samarbejdet mellem Holst og Ingemann: Nemlig at valgkampsarbejdet skulle være foregået i fritiden.

»Omkring 20 pct. af hans mail er deklareret som private, for Ingemann siger, at han ar ført valgkamp for Carl i sin fritid.«

Er det Ingemanns forklaring, at han har ført valgkamp i sin fritid?

»Ja.«

Lyder det som en holdbar forklaring?

»Det vil jeg helst ikke vurdere,« lød det fra Lose.

Udover de mange ”private mails,” var der omkring 300 mails, som ikke var deklareret private, men som på den ene eller anden måde også omhandlede valgkampen, lød det fra flere regionsrådsmedlemmer.

»Der er meget mere sprængstof i de mails, end jeg havde troet,« lød det fra SF’s Ida Damgaard efter mødet.

»Vi har fået mere, end vi turde håbe på,« sagde Dansk Folkepartis Thies Mathiasen, som også kunne fortælle, at det på mødet var kommet frem, at Carl Holst netop har sendt sit password til sin private mailkonti til Statsforvaltningen, så disse mails også kan indgå i den samlede vurdering.