Johanne Schmidt-Nielsen: Det kan vi ikke være bekendt
Den aktuelle flygtningekrise i Europa fyldte meget, da politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen holdt sin tale på Enhedslistens årsmøde.
Hvor Christiansborg svigter, tager danskerne over.
Sådan lød budskabet fra Enhedslistens frontfigur, Johanne Schmidt-Nielsen, da hun holdt sin tale på Enhedslistens årsmøde, der finder sted i denne weekend på en skole i Gladsaxe.
”Når Inger Støjberg laver smålige bliv-væk-annoncer, så er der tusindvis af danskere, der stiller sig sammen rundt omkring i hele vores land og siger Inger Støjberg: Det er ikke i vores navn. Kære venner. Lige nu vokser vores land,” sagde hun.
De seneste uger har flygtningedebatten stået øverst på den politiske dagsorden, efter strømmen af flygtninge og migranter kom til Danmark.
Johanne Schmidt-Nielsen glæder sig over, at så mange danskere har hjulpet med tøj eller mad og arrangeret fællesspisning og vinkende velkomstkomiteer for mange mennesker, der er kommet til landet.
”Lige nu bliver der skrevet historie. Tænk sig, at højrefløjen, regeringen, her i Danmark har valgt at reagere på en verdenshistorisk flygtningekrise – ved at sige, hvordan kan vi undgå at flygtninge søger beskyttelse her hos os. Og tænk sig at Socialdemokraterne stort set bakker op om den strategi. Tænk, at politikere i et så rigt samfund kan opføre sig så fattigt. Helt ærligt, det kan vi ikke være bekendt,” lød det i talen fra Enhedslistens politiske ordfører.
Appel til Mette Frederiksen
Johanne Schmidt-Nielsen tog også forskud på den store dagpengediskussion, som snart blusser op igen, når Dagpengekommissionen fremlægger sine anbefalinger til et nyt system.
”Der findes ikke nogen gode løsninger uden flere penge. Højrefløjen stjal tre milliarder kroner, da Thulesen Dahl gennemførte Danmarks dårligste byttehandel og solgte efterløn og dagpenge for et par grænsebomme. De penge skal selvfølgelig føres tilbage,” sagde Johanne Schmidt-Nielsen og rettede en direkte appel til Socialdemokraternes formand, der har afvist at lave politik uden om regeringen med Dansk Folkeparti:
”Til Mette Frederiksen vil jeg gerne sige. Der er noget jeg er meget meget enig med dig i.Det er at det er vældigt fornuftigt med en vis portion skepsis over for Kristian Thulesen Dahl. Men et kæmpestort flertal stemte faktisk på partier, der gik til valg på et stærkere dagpengesystem. Lad os nu se, om Kristian Thulesen Dahl mener det, når han siger dagpengeforbedringer og tryghed for lønmodtagerne. Eller om han igen bøjer af, hvis han bliver stillet en grænsebom frem for næsen af ham. Kære Mette, lad os teste Dansk Folkeparti”.