Region Syddanmark om Holst-sag: "Indicier" for, at der er foregået noget ulovligt
Et enigt forretningsudvalg i regionen mener, at der er indicier for, at Carl Holsts (V) spindoktor i strid med reglerne har hjulpet til under valgkampen.
Der er "indicier", som tyder på, at Christian Ingemann i strid med reglerne har ført valgkamp for nuværende forsvarsminister Carl Holst (V).
Sådan lyder det fra et enigt forretningsudvalg i Region Syddanmark, som på et møde onsdag aften har fået en mundtlig redegørelse fra regionens administration om sagen.
"Bundlinjen er, at vi konstaterer, at der er klare indicier på, at der har fundet misbrug sted, at Ingemann har brugt en del af sin arbejdstid på at føre valgkamp," siger Lasse Krull fra Konservative.
"Vi hilser det velkommen, at statsforvaltningen er gået ind i sagen. Vi vil sørge for, at alle akter og mails tilgår Statsforvaltningen. Samtidig er det et enigt forretningsudvalg, der tager skarpt afstand for den form for misbrug."
Under valgkampen var Christian Ingemann ansat og lønnet af Region Syddanmark – og måtte derfor ikke føre decideret kampagnearbejde for en politiker. Flere medier har dog de seneste dage fremlagt eksempler på mails, debatindlæg og sms’er, sendt i løbet af valgkampen af Christian Ingemann på vegne af Carl Holst. Christian Ingemann er i dag ansat som Carl Holsts spindoktor.
Selv har Carl Holst, der forud for valget var regionsrådsformand i Region Syddanmark, nægtet, at han og Christian Ingemann har forbrudt sig mod reglerne.
"Det er vigtigt for mig at understrege, at han ikke førte valgkamp for mig. Han udførte de opgaver, han havde som ansat, hvor han havde til opgave at stå for projektet 'Smart velfærd', og hvor han også var en del af ledelsessekretariatet, hvor han gik til hånde. Og det er det, han har gjort," sagde Carl Holst tirsdag til Jyllands-Posten.
Onsdag har Statsforvaltningen besluttet af egen drift at gå ind i sagen, og Socialdemokraterne har kaldt Carl Holst i samråd.
Ifølge Lasse Krull kom det i forbindelse med onsdagens redegørelse i Region Syddanmarks forretningsudvalg frem, at "Ingemanns projekt har bestået i at lave syv slideshows i de otte måneder."
Er det alt?
"Det er det, vi kan se konkret, at der er lavet. Der kan vi se, at hvis han ikke har brugt sin arbejdstid på projektet, så er det nok brugt på noget andet. Det er det, som i vidt omfang er dokumenteret i pressen gennem de seneste dage. Derfor siger vi, at der er klokkeklare indicier, men vi ønsker, at Statsforvaltningen finder ud af, hvad der er lovligt og ikke lovligt."