Fortsæt til indhold
Politik

S: Løkke skal få snakket ud med svensk statsminister

Den danske statsminister skal ringe til sin svenske kollega og "få talt tingene igennem i stedet for at diskutere med hinanden via TV og aviser,” siger S-ordfører.

Grib telefonen og ring til Sveriges statsminister.

Sådan lyder opfordringen fra Socialdemokraterne, efter en uge, der har været præget af debatten om håndteringen af de mange flygtninge- og migranter, der er ankommet til Danmark – og som nu frit kan rejse videre til Sverige uden at blive registreret.

Den danske regerings politik har fået kritik fra en række svenske toppolitikere, heriblandt fra den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven, som torsdag formiddag kaldte det for en ”en ulykkelig beslutning” at flygtninge nu frit kan passere igennem Danmark.

Löfven udtalte samtidig, til svenske DN.se, at han ikke har været i kontakt med Lars Løkke Rasmussen, og at han heller ikke har planer om at tage kontakt. Senere på dagen understregede Löfven dog, at "han går ud fra" at Danmark holder sig til reglerne.

”Det er vigtigt, at Løkke får talt med den svenske statsminister, så man undgår, at det udvikler sig til en krise mellem Danmark og Sverige,” siger Socialdemokraternes politiske ordfører Nicolai Wammen.

Andre svenske politikere har været særdeles hårde i deres kritik af den danske regerings politik. Partilederen for det venstreorienterede Vänsterpartiet, Jonas Sjöstedt, kalder Danmark for ”Ungarn light” mens lederen af det borgerligt liberale Folkpartiet, Jan Björklund, også torsdag slog fast, at han var kritisk overfor Danmarks ”alt for stramme flygtningepolitik”.

”Der er jo en hård tone netop nu mellem svenske politikere og Danmark. Og det ville klæde statsministeren at tage kontakt til sin svenske kollega og få fortalt, hvad det er for en linje regeringen står for, så man kan få talt tingene igennem i stedet for at diskutere med hinanden via TV og aviser,” siger Nicolai Wammen.

Hvert land fører sin udlændingepolitik – hvad er det egentlig, du mener de skal snakke om?

”Vi står med den største flygtninge- og migrantudfordring, som Danmark og Sverige har oplevet, og derfor er det jo helt naturligt, at den danske statsminister, som jo oprindeligt havde en plan om at få en aftale med Sverige om det her, tager kontakt til sin svenske kollega og drøfter situationen.”

De kommende måneder venter afgørende politiske forhandlinger om en fælles europæisk håndtering og fordeling af de hundredetusinder af flygtninge og migranter, der i øjeblikket ankommer til EU-lande.

Her har formanden for EU-Kommission, Jean Claude-Juncker, fremlagt et forslag, som kan betyde, at Danmark enten bliver tvunget ind i de kommende flygtningekvoter, og dermed mister herredømmet over sin egen udlændingepolitik. Eller at vi må forlade Dublin-samarbejdet, hvilket med stor sandsynlighed vil gøre Danmark til asylmagnet i Europa, kan Jyllands-Posten fortælle i dagens avis. Og det er også set i det lys, at statsministeren bør prioritere dialogen med de øvrige politiske ledere i Europa, mener Nicolai Wammen.

”Statsministerens vigtigste opgave de kommende dage og uger bliver at være i kontakt med sine europæiske kolleger, sådan at man kan få den bedst mulige situation for Danmark. Det er hans arbejde, og derfor håber jeg da, at han allerede er i fuld sving. Og her vil det være meget naturligt, at man også ringede til den svenske statsminister. Selvom der kan være konkrete emner, hvor vi er uenige, kan vi altid tale om tingene, og det synes jeg også vi skal her.”

Vil du have seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik direkte i dit Facebook-feed? Så kan du følge JP Politik her.