Løkke frygter for dansk asylpolitik
Statsministeren er bekymret for Danmarks mulighed for fortsat at holde sig ude af en fælles EU-asylpolitik.
KØBENHAVN/BRUXELLES
To gange i denne uge har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gjort klart for de øvrige partiledere i Folketinget, at han er bekymret for, at Danmark enten bliver tvunget ind i de kommende flygtningekvoter og dermed mister herredømmet over sin egen udlændingepolitik. Eller at vi må forlade Dublin-samarbejdet, hvilket med stor sandsynlighed vil gøre Danmark til asylmagnet i Europa.
En række kilder bekræfter Løkkes bekymring over for Jyllands-Posten forud for de kommende måneders storpolitiske opgør i Europa om flygtningestrømmen.
Bekymringen udspringer af et forslag til fælles flygtninge-kvoter, som EU-Kommissionen fremlagde onsdag.
Ifølge et notat fra Udlændingeministeriet bliver de kommende kvoter en del af Dublin-forordningen. Den er Danmark ikke omfattet af pga. retsforbeholdet. Problemet opstår imidlertid, fordi Danmark er tilknyttet forordningen med en såkaldt parallelaftale.
»Ifølge parallelaftalen skal Danmark give meddelelse til kommissionen, hvorvidt Danmark agter at gennemføre forordningsændringen. Sker dette ikke inden for angivne tidsfrister, betragtes parallelaftalen om Danmarks deltagelse i Dublin- og Eurodac-forordningerne som opsagt,« konkluderer udlændingeminister Inger Støjbergs (V) embedsmænd.
Hvis Danmark vælger ikke at tilslutte sig kvoterne og dermed ryger ud af Dublin-aftalen, vil vi ikke længere kunne udvise asylsøgere til andre europæiske lande, hvor de tidligere har fået afvist deres ansøgninger.
EU-ekspert Marlene Wind »kan slet ikke se, hvordan man kan få de to systemer til at fungere, hvis de ikke er bundet sammen«.
»Og hvis vi ikke er med i Dublin-samarbejdet, vil det gøre os til et fristed for menneskesmuglere,« siger Wind, som dog tilføjer, at det er for tidligt at fastslå, hvor de politiske forhandlinger ender.
Mandag indledes forhandlingerne i Bruxelles, og på et møde i Europaudvalget fredag skal regeringen have Folketingets mandat til processen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen, men politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) siger, at »det er vigtigt for regeringen, at Danmark fortsat kan føre sin egen asylpolitik«.