Fortsæt til indhold
Politik

Cordsen: Løkke er rådvild – ligesom alle europæiske ledere

I den eskalerende flygtningesituation oplever statsminister Lars Løkke Rasmussen lige så stor afmagt som resten af Europas ledere, vurderer JP’s politiske analytiker.

Han havde ingen konkret løsning med. Det var nu heller ikke ventet, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på mandagens pressemøde skulle hive en løsning ud af ærmet i forhold til den aktuelle flygtningesituation, der nærmest udvikler sig time for time i disse døgn.

Derimod handlede pressemødet for Lars Løkke Rasmussen om at adressere udviklingen, hvor 400 flygtninge og migranter er ankommet til Danmark i løbet af de seneste 24 timer – og om at han som landets statsminister tager situationen alvorligt. Det vurderer Jyllands-Postens politiske analytiker, Christine Cordsen:

”Sådan som flygtningesituationen er eskaleret i løbet af weekenden, ville det være meget, meget mærkeligt, hvis ikke Løkke som statsminister og regeringschef går ud og markerer, at han er til stede,” siger Christine Cordsen og påpeger, at der siden søndag allerede var begyndt at være politisk fnidder om, at Løkke brugte sin søndag på at tale med Andreas i rummet frem for at tage hånd om flygtningekrisen.

Netop i forhold til den eskalerende krise var Løkkes budskab, at der ikke findes en vej, ”hvor Danmark isoleret og alene kan håndtere det her problem.” Det er nødt til at ske i europæisk sammenhæng, lød det fra Løkke. Og det viser blot, at Løkke oplever lige så stor afmagt i situationen som andre af Europas ledere, siger Christine Cordsen.

”Jeg tror, at Løkke på linje med de fleste af sine europæiske kolleger er rådvild og usikker på, hvad man skal gøre nu.”

”Hans pressemøde viste med al mulig tydelighed, at regeringen har haft de politiske intentioner og nogle løfter i valgkampen om, at der ville komme færre asylansøgere, og at de så er blevet overrumplede af den flygtningekrise, der er i Europa lige nu. Det erkendte Løkke jo også rimelig åbent på pressemødet.”

Samtidig har Løkke ingen interesse i på nuværende tidspunkt at foregøgle danskerne, at regeringen med et snuptag kan løse problemet i morgen.

"Det ville bare potentielt give ham endnu flere problemer i overmorgen," siger Christine Cordsen.

Statsministeren bliver netop nu mødt af et meget solidt krav fra Dansk Folkeparti om at bruge de muligheder, der findes i Schengen-aftalen for at indføre midlertidig grænsekontrol i helt særlige situationer. Og derfor var det både et kritisk Dansk Folkeparti og en påvirket dansk befolkning, som Lars Løkke skulle tale til på pressemødet.

"Det er sådan en situation, hvor han ikke bare er statsminister for blå blok, men er landets statsminister og også skal tale til de mennesker, som har været meget påvirkede af de frygtelige billeder, vi har set, f.eks. af den druknede dreng,” siger Christine Cordsen.

Pressemødet mandag formiddag bliver fulgt op at et møde mellem statsministeren og alle de øvrige partiledere kl. 17.30 mandag.