Pamela Anderson i åbent brev til Løkke: Stop slagtningen af grindehvaler
Tusindvis af protestmails kan skabe problemer for Folketingets it-systemer, lyder det i intern mail. Stor international modstand mod drab på grindehvaler på Færøerne.
Protestmails i tusindvis fortsætter med at strømme ind i danske politikeres mailbokse. Budskabet er klart: Stop den traditionelle slagtning af grindehvaler på Færøerne.
Og nu melder flere internationale kendisser sig også i protestkoret.
En af dem er skuespilleren Pamela Anderson, der på sin hjemmeside har offentliggjort et åbent brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
”Hr. statsminister, jeg kan ikke se noget, der retfærdiggør denne forfærdelige slagtning, denne påførelse af en pinefuld grusomhed og forvandlingen af sådanne smukke, intelligente og selskabelige dyr som grindehvaler og delfiner,” skriver Pamela Anderson, der blandt andet er kendt for TV-serien Baywatch.
”Der er ingen grund til at indsamle kødet fra disse blide skabninger. Færingerne er velhavende. Der er intet, der retfærdiggør, at den stolte nation Danmark sender krigsskibe til disse øer for at forsvare hval-dræberne mod den ikke-voldelige modstand,” fortsætter hun.
Også den britiske komiker Ricky Gervais har langet voldsomt ud efter slagtningen, som han kalder for "tragisk".
Samtidig presser de tusindvis af protestmails, som alle folketingspolitikere i disse dage modtager, Folketingets it-systemer til det yderste.
”Det kan ikke udelukkes, at det - hvis aktionen fortsætter i styrke og udbredelse - vil kunne påvirke driftsstabiliteten af Folketingets mailsystemer,” lyder det blandt andet i en mail, rundsendt til politikere fra Folketingets it-chef Ole Søndergaard, som Jyllands-Posten er i besiddelse af.
Flere politikere har også reageret på mail-stormen.
"Mere end 2.000 gakkede mails fra hele verden, incl fra fjerkræs-tvangsfodrende franskmænd, der har lært at stave til "fuck you", i min inbox i dag om noget med en gammel fiske-tradition," skrev Anders Samuelsen (LA) forleden på Facebook med hentydning til franskmænds forkærlighed for foie gras.
"Jeg er opvokset på landet og har arbejdet i fiskeribranchen, og jeg kan med ro i stemmen sige, at hvalerne bliver behandlet bedre end langt de fleste produktions- og fangstdyr, selvom det ser drabeligt ud," skriver Kaare Dybvad (S), som bl.a. er medlem af Miljø- og Fødevareudvalget.
Færingers jagt på grindehvaler er en tradition, som går langt tilbage i øernes historie. Dyrene jages ind mod kysten - her bliver der stukket en skarp genstand ned i åndedrætshullet og skærer pulsåren over. Herefter bløder dyret ud, hvilket er med til at farve vandet rødt.
Det færøske folketingsmedlem Sjurdur Skaale har i et debatindlæg i Jyllands-Posten forsvaret den traditionelle slagtning:
”Tager vi hele historien med, er grindedrabet langt mere etisk og humant end det, der foregår på verdens slagterier, og som vi støtter hver gang, vi køber en bøf i brugsen, men den blodrøde sø er bare fabelagtigt tv, og derfor er det alligevel på kampagner imod grindedrabet, at Sea Shepherd kan øge sin medlemsskare og sine indtægter,” skriver han med henvisning til den miljøorganisation, der år efter år går forrest i protest mod slagtningen.