Søren Pind fik sin sherifstjerne
Som »ny sherif i byen« vil justitsminister Søren Pind arbejde for at forene frihed og tryghed. De unge kriminelle har førsteprioritet.
I dag er Store Skiftedag i landets ministerier. Og hvis er der ét ministerium, som efterhånden er blevet rutineret i at sige goddag og farvel til nye ministre, så er det Justitsministeriet.
Fra Morten Bødskov (S) over Karen Hækkerup (S) til Mette Frederiksen (S) i den forgangne valgperiode til nu, hvor Venstre-manden Søren Pind rykker ind. Mandag eftermiddag fik han formelt overdraget det lovtunge ministerium fra Mette Frederiksen.
Søren Pind, Venstres selverklærede frihedsminister, bebudede, at han vil kæmpe for at forene netop frihed med tryghed.
"Jeg er umanerligt stolt over, at skulle være jeres frontkæmper," sagde han henvendt til de mange ansatte, som var mødt op i Justitsministeriets kantine.
"Jeg vil arbejde for at sikre, at frihed og tryghed kan gå hånd i hånd," sagde Pind, og nævnte, at han særligt ønsker at færre utilpassede unge, bliver skubbet ud af samfundets fællesskab. De unge kriminelle er hans førsteprioritet.
"Det handler om at få fat i dem tidligt. At sikre at de ikke glider igennem."
"Disse unge mennesker skal ikke sendes ud i mørket," fastslog han.
Den nu tidligere justitsminister, Mette Frederiksen, kan se tilbage på en ministerperiode, hvor hun som den første danske justitsminister i nyere tid skulle stå i spidsen for at håndtere et terrorangreb. Netop indsatsen i tiden efter anslaget i København i februar var det første, hun takkede sine medarbejdere i ministeriet for.
"Danmark kan regne med jer," sagde hun og takkede ikke mindst landets mange betjente, som ydede en helt ekstraordinær indsats under terrorangrebet – og stadig gør det i form af det hævede terrorberedskab, som kræver mange mandetimer.
"Vi danskere er grundlæggende trygge ved vores politi, og det kan vi være med god grund," sagde Frederiksen.
Det hele var dog ikke alvor. Der var også plads til høj latter, da det blev tid til de traditionsrige overdragelsesgaver.
Mette Frederiksen gav Søren Pind en sherifstjerne. Under valgkampen skrev Søren Pind nemlig på Facebook, at der var brug for en ny sherif i byen. Nærmest profetisk kritik, for nu har han som bekendt selv posten som politiets øverste chef. Med i købet fik han også en udgave af grundloven og sangbogen "De små synger."
"Jeg ved jo, at du synger meget. Men jeg ved egentlig ikke, om du synger godt," sagde Mette Frederiksen med et smil på læben.
Søren Pind gav hende til gengæld en en toptunet espressomaskine, så den nye S-formand kan sørge godt for alle de forskellige interne kaffeklubber hos Socialdemokraterne.