DF vil presse på for eftersyn af internationale konventioner
Venstre og Dansk Folkeparti drøftede Danmarks internationale forpligtelser som en del af mandagens regeringsforhandlinger.
Danmarks internationale forpligtelser skal ses efter i sømmene.
Det mener Dansk Folkeparti, som vil presse på for, at den kommende regering gør ønsket til virkelighed.
I forvejen har DF udpeget fire emner, som de vigtigste under regeringsforhandlingerne: Strammere udlændingepolitik, strammere EU-politik, genindførelse af grænsekontrollen og endelig at der gives plads til vækst i den offentlige sektor.
Mandag var DF's forhandlergruppe med partiformand Kristian Thulesen Dahl i spidsen til møde med den kongelige undersøger, Lars Løkke Rasmussen (V), som i disse dage forsøger at danne regering. Et af emnerne, som blev diskuteret, var Danmarks internationale forpligtelser, oplyste Kristian Thulesen Dahl, da han mødte pressen efter mødet.
"Vi har glædet os over, at Venstre har været ude at ønske et kritisk eftersyn af vores konventionsforpligtelser, og vi har i særlig grad problematiseret, at et flertal i det tidligere Folketing har følt sig forpligtiget til at give statsborgerskab til en statsløs, som PET har vurderet kunne være til skade for rigets sikkerhed," sagde partiformanden.
Med udtalelsen refererede han til FN’s statsløsekonvention, som forpligter Danmark til at give statsborgerskab til statsløse personer, der ikke har noget officielt hjemland – eksempelvis statsløse palæstinensere – hvis de er født og opvokset her i Danmark og ikke på forhånd er dømt for alvorlig kriminalitet. Danmark tiltrådte konventionen i 1977.
Hvert halve år giver Folketinget statsborgerskab til flere hundrede nye borgere herunder statsløse og statsborgerskabsdagen fejres på Christiansborg, hvor de nye danskere bydes velkommen.
Inden for de seneste år har der dog været enkelte eksempler på, at én eller to ud af de flere hundrede personer på statsborgerskabslisten har fået statsborgerskab, fordi de var statsløse, selvom de har været i Politiets Efterretningstjenestes søgelys.
Det er ifølge Kristian Thulesen Dahl ikke i orden.
"Sådan et eksempel viser, hvor vigtigt det er, at vi får gået vores konventionsforpligtelser igennem," sagde han efter mødet hos Løkke og tilføjede, at et eftersyn vil være et af kravene, som Dansk Folkeparti til de kommende regeringsforhandlinger.
"Det er noget af det, som også står på vores liste, og som vi vil presse på for at gå gennemført," fastslog han.
Men Venstre er allerede på bølgelængde. I august sidste år foreslog partiet, at statsløsekonventionen skulle tages op til revision.
"Venstre ønsker at undgå, at vi igen bliver tvunget til at give statsborgerskab til f.eks. mistænkte terrorister. Derfor vil vi tage initiativ til en ændret fortolkning eller om nødvendigt en ændring af selve statsløsekonventionen, så denne utilfredsstillende retstilstand fremover kan undgås," skrev Venstre i udlændingeudspillet "Danmark - for dem der kan og vil."
Desuden har en samlet blå blok tidligere udfordret statsløsekonventionen ved at foreslå, at danske statsborgere, som ikke er født som danske statsborgere, skal kunne få frataget statsborgerskabet også selvom det vil gøre dem statsløse.
Og under den netop afsluttede valgkamp præsenterede Venstre et opdateret asyludspil, hvor partiet blandt andet lagde op til at forsøge at ændre Danmarks internationale forpligtelser, hvis de "ikke længere er tidssvarende for at sikre tilstrækkelig handlefrihed til at føre en effektiv asylpolitik."
I 2013 indrykkede DF annoncer i flere aviser, hvor navnene på alle knap 700 nye statsborgere optrådte under overskriften "Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed. Nu bliver han dansker."
Én af personerne på listen havde angiveligt været overvåget af PET for "bekymrende og mistænkelig" adfærd, men personen var hverken sigtet, tiltalt eller dømt. Efterfølgende fik DF hård kritik for at mistænkeliggøre de knap 700 personer og hænge dem ud som potentielle terrorister.
Lars Løkke Rasmussens forsøg på at danne en ny, borgerlig regering fortsætter ud på aftenen og formentlig de kommende dage på Christiansborg.
Ifølge Kristian Thulesen Dahl er der ikke er udsigt til en ny regering lige med det samme.
"Når vi sidder inde ved bordet, er vi altså slet ikke i nærheden af et tidspunkt, hvor vi er i gang med at give os på noget. Vi er i gang med at finde ud af, hvor langt vi kan komme," sagde han og tilføjede, Dansk Folkeparti ikke har specielt travlt.