Løkke: Vi har en mulighed for at få nøglerne tilbage - men kun en mulighed
På trods af, at valget har givet blå blok et flertal, er Løkke ikke overbevist om, at han bliver Danmarks næste statsminister.
Danmarks næste statsminister hedder - muligvis - Lars Løkke Rasmussen.
For selvom partierne i blå blok efter valget har 90 mandater, vil Venstre-formanden ikke slå fast, at det bliver ham, der kan sætte sig i Statsministeriet efter de kommende regeringsforhandlinger.
Det sagde han, da han natten til fredag ankom til Venstres valgfest på Christiansborg.
"For fire år siden afleverede vi nøglerne til Statsministeriet. Da havde Venstre fået et flot valg. Jeg sagde dengang: De er kun til låns. Og sådan er det jo," sagde Lars Løkke Rasmussen til taktfaste klapsalver fra partifællerne.
"I aften er situationen anderledes. Venstre er gået tilbage. Vi har ikke haft et særlig godt valg. Men der er et flertal af danskerne, der synes, vi skal have en ny regering."
Venstre er ved torsdagens valg gået markant tilbage og mister 13 mandater. Dansk Folkeparti er nu - med 37 mandater - blå bloks største parti.
"Det giver os en mulighed - men kun en mulighed for at få nøglerne tilbage. I Venstre er vi ikke interesseret i nøglerne bare for nøglernes skyld. Vi vil noget med Danmark," sagde Lars Løkke Rasmussen og fortsatte:
"Nu må de kommende dage vise, om det er muligt at skabe flertal for en politisk platform, som trækker Danmark den rigtige vej, og som Venstre kan tage lederskab for."
På en række områder er Dansk Folkeparti og Venstre politisk uenige - det drejer sig eksempelvis om spørgsmålet om vækst i den offentlige sektor. Her ønsker Venstre udgiftsstop, mens Dansk Folkeparti kræver, at den offentlige sektor får tilført flere midler de kommende år. Også eksempelvis på dagpengeområdet, er de to partier uenige. Venstre afviser, at et nyt dagpengesystem må koste mere end det nuværende, mens DF gerne tilføre området flere penge.
"Jeg er fuld af energi, som jeg rigtig gerne vil bruge på at skabe de resultater, jeg ønsker mig. Men vi skal også vide, at vi ikke har haft det valg, som vi drømte om. Det er der mange grunde til. Jeg bærer en del af ansvaret. Og vi har også været i modvind i valgkampen. Der har været sagt mange ting om mig, og mange ting om Venstre. Nu står vi overfor den fælles opgave, at gøre de mange ting til skamme."