Thulesen Dahl om at overhale Venstre: Det virker helt urealistisk
Dansk Folkeparti står til at blive større end Venstre. ”Helt urealistisk,” lyder det fra partiformand Kristian Thulesen Dahl.
Dansk Folkeparti stormer frem i valget. Med 40 mandater i DR’s prognose står partiet til at blive Folketingets næststørste – og det største i blå blok. Dermed overhaler DF Venstre, der omvendt ser ud til at få en mavepuster af vælgerne og går tilbage fra 44 til 37 mandater, som optællingen ser ud nu.
”Det virker helt urealistisk. Vi havde 12,3 pct. ved sidste valg, så hvis vi overhovedet kommer i nærheden af en fremgang på dette niveau, når aftenen er slut, er det jo langt vildere, end vi overhovedet kunne forestille os,” siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til TV 2 News.
Efter sit første folketingsår som formand sagde Thulesen Dahl i 2013, at han havde indtrykket af, at folk, der tidligere lukkede af for partiet ”af ren fordom”, var begyndt at lytte til DF’s budskaber. Og noget tyder altså på, at befolkningen under dette valg for alvor har slået lyttebøfferne ud.
Det er første gang, at Dansk Folkeparti er gået til valg med Kristian Thulesen Dahl som formand, og han er da også ”taknemmelig for, at så mange flere danskere har bakket op om DF ved dette valg”.
Thulesen Dahl understreger dog, at han vil se det endelige resultat, før han udtaler sig om en mulig regeringsdannelse.
”Hvordan det bringer os ind i en situation, hvor vi får mest politisk indflydelse, ved vi først, når vi har det endelige resultat,” siger han.
Iagttagere peger dog allerede på, at Thulesen Dahl ville være oplagt på en finansministerpost.
Med 22 procent af stemmerne talt op ligger Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, og hans støttepartier i blå blok til 91 mandater, hvilket er nok til at sikre dem regeringsmagten uden støtte fra de fire nordatlantiske mandater.
Helle Thorning-Schmidt (S) og rød blok står til 84 mandater og må dermed – hvis prognosen holder – vinke farvel tilt Statsministeriet.
Der skal dog tages forbehold for, at prognosen stadig udvikler sig i takt med, at flere stemmer bliver talt op.