Fortsæt til indhold
Politik

Stemmerne talt op: Historisk DF-sejr sikrer Løkke nøglerne til Statsministeriet

Flertal for en ny statsminister i Danmark. Det store spørgsmål er, om Dansk Folkeparti nu skal i regering.

Danmarks kommende statsminister hedder Lars Løkke Rasmussen (V).

Så meget ligger nu fast, efter at alle stemmer er blevet talt op: Blå blok får 90 mandater. Dermed har Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative flertal - uanset hvordan de fire nordatlantiske mandater ender med at fordele sig.

Blå bloks største parti er nu Dansk Folkeparti, som får 37 mandater - en fremgang på hele 16 mandater i forhold til valget i 2011. Herefter følger Venstre, der mister 13 mandater og nu har 34 pladser i Folketinget. Dermed er der lagt op til særprægede regeringsforhandlinger, hvor det helt store spørgsmål bliver, om Dansk Folkeparti som det største parti i blå blok skal være en del af en ny Venstre-ledet regering.

"Lige om øjeblik vågner jeg," lød det fra Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, som følte, at han var midt i en drøm, da han kort efter klokken 23 talte foran de mange fremmødte partistøtter til DF-valgfesten i Snapstinget på Christiansborg.

"

I aften har vi fået vælgernes afgørende meningsmåling. Det er en meningsmåling, der får lov til at stå og give Dansk Folkeparti en masse muligheder for indflydelse. Og derfor er det en meningsmåling, som I må få lov til at være glade over i aften," sagde han og takkede de mange DF-medlemmer for at have ført en formidabel valgkamp.

Folketingets største parti ser bliver Socialdemokraterne med 47 mandater. Og det nystiftede parti Alternativet, med den tidligere kulturminister Uffe Elbæk i spidsen, stormer ind i Folketinget med ni mandater.

Valget betyder også markant fremgang til Liberal Alliance, der får 13 mandater.

Hverken Helle Thorning-Schmidt (S) eller Lars Løkke Rasmussen har endnu udtalt sig om valgresultatet.

3.517.719 vælgere stemte ved Folketingsvalget 2015 - hvilket svarer til en stemmeprocent på 85,8, et fald i forhold til valget i 2011, hvor 87,71 pct af de stemmeberettigede satte et kryds.