Cordsen: Angrebslysten Løkke gav to klokkeklare valgløfter
Vælgerne kan tage to løfter med sig fra en debat, der ellers handlede meget om løftebrud, siger Christine Cordsen.
I en valgkamp, der ikke har budt på mange løfter, blev vælgerne søndag aften stillet to af slagsen i sigte. Det siger Christine Cordsen, leder af Jyllands-Postens Christiansborg-redaktion, efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og oppositionsleder Lars Løkke Rasmussen (V) tørnede sammen i valgkampens anden TV-duel. "Løkke lod handskerne falde og gav gas på retorikken"
”Vælgerne kunne notere sig to fuldstændig klokkeklare valgløfter fra Lars Løkke Rasmussen. Det ene var, at han ikke vil skære i dagpengeydelserne, og der opfordrede han også til, at S og V skal gå sammen om at lave en dagpengereform. Og det andet var, at han gentog sit løfte om, at han ikke vil udvide brugerbetalingen på sundhedsområdet,” siger Christine Cordsen.
Hverken dagpenge eller sundhed er områder, som Thorning har planer om at ændre på, og dermed kan vælgerne være sikre på, at der ikke bliver pillet ved dem – uanset, hvem der bliver statsminister efter valget den 18. Juni.
I debatten, hvor altså sundhed og overførselsindkomster og også integration var blandt hovedtemaerne, oplevede vælgerne en V-formand i et helt andet gear, påpeger Christine Cordsen.
”Overordnet var det tydeligt, at Løkke var meget mere angrebslysten, end han var i den første duel, hvor mange af hans partifæller syntes, at han gav den lidt for meget som boksebold.”
Venstre havde da også varmet op til duellen på DR ved at lancere en ny en kampagne rettet mod Helle Thorning-Schmidt, der netop skal minde om statsministerens løftebrud.
I en video på Facebook beskylder partiet Thorning-Schmidt for at løbe fra løfter, hun gav, før hun blev statsminister i 2011 - eksempelvis løftet om en betalingsring og tilsagnet om, at der ikke skal ligge patienter på gangene på landets sygehuse.
På den måde tyvstartede partiet også den kamp, der kører på de sociale medier under sådan en duel mellem valgkampens to absolutte hovedpersoner. Løkke henviste da også flere gange til Thornings troværdighed under debatten.
”Hver eneste gang, Løkke kunne slippe af sted med det, fik han lige nævnt løftebrud og fik fremhævet, at han skam holder de løfter, han giver,” siger Christine Cordsen.
”Det lugter af, at Venstre nu har sat slutspurten ind i valgkampen og vil gå meget hårdt til Thorning.”
Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen mødes igen i duel på torsdag på TV 2 klokken 20.00.