Fortsæt til indhold
Politik

Kvinder giver Lars Løkke og Venstre problemer

Venstre har mistet hver fjerde kvindelige vælger siden sidste valg, viser ny måling. Det kan koste partiet magten, siger valgforsker.

Hvis ikke Lars Løkke Rasmussen (V) og hans parti får bedre fat i de kvindelige vælgere, kan det koste partiet regeringsmagten.

Det er konklusionen fra en valgforsker på baggrund af en ny analyse fra Analyse Danmark. Undersøgelsen, som Analyse Danmark har gennemført for Avisen.dk, viser, at Venstre har mistet hver fjerde kvindelige vælger siden folketingsvalget i 2011.

Ved sidste valg stemte hver femte kvinde Venstre. I Analyse Danmarks rundspørge blandt 1.180 kvinder svarede hver syvende kvinde, at de ville stemme på partiet og Lars Løkke Rasmussen, hvis der var valg i dag.

Faldet er et alvorligt slag for partiet, der har ambitioner om at generobre regeringsmagten, siger valgforsker Robert Klemmensen fra Syddansk Universitet til Avisen.dk.

"Det er rigtig mange kvindelige vælgere, der har forladt Venstre siden seneste folketingsvalg," siger han til Avisen.dk

"Valget ser ud til at blive uhyre tæt, og der kan de fem procentpoint, som Venstre ifølge denne måling har tabt blandt de kvindelige vælgere, blive ret afgørende," siger Robert Klemmensen.

Løfter om nulvækst, eller udgiftsstop, og hårdere kriminalitetsbekæmpelse af børn ned til 12 år er nogle af årsagerne til den kvindelige vælgerafgang, mener valgforskeren. Det skyldes, at flere kvindelige vælgere frygter, at det rammer velfærden, der historisk set har været et vigtigt emne for kvindelige vælgere.

Samtidig mangler partiet kvindelige rollemodeller, mens statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) appellerer til nogle kvindelige vælgergrupper, vurderer Robert Klemmensen.

De nyeste målinger viser, at ikke kun de kvindelige vælgere i stigende grad foretrækker Helle Thorning-Schmidt frem for Lars Løkke Rasmussen. En ny måling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten viser, at 47,2 pct. af vælgerne peger på Thorning som deres foretrukne statsminister. Det er det højeste tal i en Wilke-måling, siden instutittet begyndte at spørge på denne måde i oktober 2014.

I april svarede 41,1 pct. Thorning.

33,3 pct. af vælgerne foretrækker Lars Løkke Rasmussen som statsminister, hvilket ligeledes er en beskeden fremgang i forhold til april-målingen. Her pegede 30 pct. på Venstre-formanden.

Artiklens emner
Venstre