Fortsæt til indhold
Politik

Ingen garantier for jødernes sikkerhed

Der er ingen garanti for, at danske jøder er sikret mod nye angreb, sagde justitsminister Mette Frederiksen under debat om flere penge til politiets terrorindsats.

Selvom regeringen vil gøre alt, hvad den kan, for at beskytte det jødiske mindretal i Danmark, er justitsminister Mette Frederiksen (S) ikke i stand til at udstede garantier for, at danske jøder i fremtiden vil være forskånet for nye terrorangreb.

Det erkendte hun fra Folketingets talerstol under en debat om finansieringen af politiets forhøjede terrorberedskab efter terrorangrebet i København i februar.

”Det er det mest ulykkelige. At vi nu igen er i en situation, hvor Europas jøder er i fare. Vi kan gøre os så meget umage som overhovedet muligt. Vi kan sikre fysisk sikring ved blandt andet synagogen og Carolineskolen, samt et stærkt politiberedskab og selvfølgelig et stærkt efterretningsarbejde. Men ingen kan garantere noget, desværre,” sagde Mette Frederiksen.

Hendes holdning til sagen er dog klar:

”Det må aldrig være sådan i Danmark, at en ung jødisk pige ikke kan få lov til at afholde sin konfirmation. Og vi vil ikke igen se en ung jødisk mand blive dræbt, fordi han passer på andre,” sagde hun og understregede behovet for at øge sikkerheden omkring jødiske institutioner.

Jeg kan ikke se det som andet en almindeligt politisk drilleri, at man forhaler en proces
Mette Frederiksen (S) justitsminister

Emnet for debatten i folketingssalen var et beslutningsforslag fra de borgerlige partier, som dog ikke fik flertal, da SF og Enhedslisten strittede imod.

De borgerlige ville have regeringen til at trække forslaget om en merbevilling på i alt 150 mio. kr. (130 mio. til politiets beredskab og overarbejde og 20 mio. til beskyttelse af det jødiske samfund) tilbage. Bevillingen kommer i form af et såkaldt aktstykke, som Folketingets Finansudvalg skal tage stilling til om et par uger.

Aktstykket giver politiet flere penge til terrorberedskabet her og nu, men den politiske uenighed omhandler politiets midler på længere sigt. Regeringen vil vente med at finde den langsigtede finansiering indtil efteråret, hvor en ny flerårsaftale for politiet skal forhandles, men de borgerlige er imod udskydelsen.

Venstres retsordfører Karsten Lauritzen anklager regeringen for ikke at ville samle regningen op for det forhøjede terrorberedskab.

Samtidig kritiserer han det faktum, at politiet er nødt til at nedprioritere andre opgaver på grund af den ekstraordinære terrorindsats.

Og endelig ærgrer han sig over, at 50 mio. kr af de ”nye midler” til politiet tages fra politiet selv, nemlig fra en pulje med udisponerede midler.

”Der er grund til bekymring,” konkluderede Karsten Lauritzen under fredagens debat i Folketinget.

Mette Frederiksen medgav, at det øgede terrorberedskab vil føre til ”negative afledte naturlige konsekvenser”, og at det kunne komme til at ”trække tænder ud” i det øvrige politi. Men hun afviste, at regeringens finansiering mangler.

Både SF, Enhedslisten og Liberal Alliance har på forhånd meddelt, at de stemmer for aktstykket om at give flere penge til politiet, og forslaget har derfor flertal.

Men indtil nu har det været uklart, hvad Venstre vil stemme. Den tvivl fjernede Karsten Lauritzen dog i dag.

”Vi stemmer gerne for aktstykket. Men vi havde helst set, at det var større, at merbevillingen til politiet var større,” fastslog han.

Også Dansk Folkeparti ser ud til at ende med at vende tommelfingeren opad på trods af kritikken.

”Selvfølgelig vil Dansk Folkeparti stemme for enhver bevilling af flere penge til politiet. Det vi diskuterer i dag er, om regeringens bevilling er nok,” sagde retsordfører Peter Skaarup.

Mette Frederiksen anklagede imidlertid de borgerlige partier for at trække sagen i langdrag.

”Jeg kan ikke se det som andet end almindeligt politisk drilleri, at man forhaler en proces, hvis resultat, jeg sådan set godt tør forudse på forhånd. Mon ikke det ender med, at alle Folketingets partier alligevel stemmer for aktstykket?” sagde hun og tilføjede retorisk:

”Der er vel ingen partier i Folketinget, som ikke ønsker at sikre vores danske jøder?”

Også Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper langede ud efter blå blok:

”Stop med dette her fjolleri!” tordnede hun fra talerstolen.

Hos De Konservative sad retsordfører Mai Mercado dog tilbage med en frygt for, at politiets omdømme og opbakning i befolkningen vil lide alvorlig skade, hvis terrorindsatsen betyder, at de borgernære opgaver bliver nedprioriteret.

”Det må jo være konsekvensen, når man som borger ikke længere kan få politiet ud til et indbrud, eller hvis der ikke kommer betjente ud til butikken, når der har været en butikstyv,” sagde Mai Mercado.

Politiet har oplyst, at man forventer at fortsætte det øgede terrorberedskab i København helt frem til september. Prisen kendes endnu ikke, men ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, er 80 mio. kr. i nye midler ikke nok.

Det nuværende beredskab omkring de danske jøder koster 11,2 mio. kr. om måneden.