Fortsæt til indhold
Politik

V-politiker forsvarer udskældt billede: Det er ikke fremmedfjendsk

Venstre-politikers billede af en halvnøgen »stammemand« anklages for at være nedladende og fremmedfjendsk. Selv mener han, at kritikken helt absurd. Døm selv.

Venstre-politikeren Thomas Danielsen får heftig kritik fra blandt andre socialdemokratiske kredse for et billede, han lagde på Facebook tirsdag aften.

Billedet gør grin med Socialdemokraternes annoncekampagne "Det Danmark du kender" og forestiller en halvnøgen stort mand bag styrpinden i et cockpit. Sammen med Socialdemokraternes velkendte A-logo lyder teksten ”Kommer du til Danmark skal du bruge din uddannelsesbaggrund.”

Og dét falder flere for brystet – blandt andre Socialdemokraternes udenrigsordfører Morten Bødskov og finansordfører Jesper Petersen.

"Det skete bare ikke, det her Venstre – hvor respektløst lavt kan det blive? Gavner det integration?" spørger Jesper Petersen, mens Bødskov kalder Thomas Danielsens opdatering ”dagens absolutte lavpunkt”. Forinden havde Jakob Esmann, DSU-medlem og skribent på den socialdemokratiske netavis PioPio, kaldt Venstre-mandens opdateringen både usjov, nedladende og smagløs.

Andre kommentarer bruger ord som "snotdum", "over grænsen" og "nedladende over for flygtninge".

Thomas Danielsen forstår dog ikke kritikken. Han mener blot, han har lavet en morsom joke om Socialdemokraternes nye udlændingekampagne. Det er bare "god værkstedshumor,” mener han.

"En stammemand i en sjov kontekst sammen med Socialdemokraternes kampagne. Det burde alle kunne se, er sjovt. En joke," forklarer han, da Jylland-Posten ringer ham op.

Men hvad er dit budskab med opdateringen helt præcist?

"Det er en vittighed," begynder han.

"Det er en stammemand, som er glad og ser sjov ud. De eneste, der kan få det til at skulle være nedladende, er Socialdemokraterne selv."

Han fortryder derfor ikke opdateringen, og tager kritikken fra ”DSU’s kampagneapparat” helt roligt. Desuden peger han på, at præcis det samme billede blev brugt til at lave sjov med lavpris-flyselskabet Norwegian under den faglige konflikt tidligere på måneden, hvor det blev delt vidt og bredt. Den gang handlede teksten bare om, at Norwegian havde fået nye piloter.

"Man prøver at klandre mig for at være nedladende og racistisk. Det er folk fra DSU-netværket, der kritiserer billedet. Alle andre trækker på smilebåndet," hævder Thomas Danielsen og kalder anklagerne om fremmedhad "helt absurde". Tværtimod forbeholder han sig – som politiker – retten til at lave både "sjove og seriøse" opdateringer på sin Facebook-profil.

Er du enig i, at du som folketingspolitiker har et ekstra ansvar for at debattere på et sobert niveau?

"Ja."

Er dit billede ikke i karambolage med det?

"Nej, det mener jeg ikke. Indtil i går aftes fungerede det som en ganske almindelig vittighed. Lige indtil at Socialdemokraternes netværk begyndte at dele min opdatering og italesætte den som fremmedfjendsk. Jeg gør en dyd ud af at føre en sober debat og tale ordentligt på nettet," svarer Thomas Danielsen.

Han er i øvrigt langt fra den eneste, der har bygget videre på Socialdemokraternes aktuelle annoncekampagne. Enhedslisten har for eksempel lavet deres egne udgaver bare med fokus på eksempelvis multinationale selskaber i skattely frem for udlændingepolitik.

Og dagbladet Politikens Bagsiden har også været i det satiriske hjørne og har taget S-kampagnens hårdere kurs over for flygtninge under kærlig behandling.

Debat: Hvad mener du? Er Thomas Danielsens billede over grænsen? Eller er det - som han siger - god værkstedshumor?