DF: Styrk nu indsatsen mod islamister
Dansk Folkepartis formand kæder terrorangrebet mod Charlie Hebdo sammen med sagen om Grimhøj-moskeen i Aarhus og kræver moskeen lukket.
Vi skal gøre det endnu mere klart, at vi ikke ønsker folk, der sympatiserer med ekstremister som attentatmændene i Frankrig, i det danske samfund.
Sådan lyder budskabet fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, efter hætteklædte gerningsmænd tidligere onsdag trængte ind i på redaktionen og skød omkring sig på det franske satiremagasin Charlie Hebdos.
Ti ansatte - heriblandt den 47-årige chefredaktør Stéphane Charbonnier - samt to betjente blev dræbt, mens mindst 24 blev såret i terrorangrebet på magasinet, som tidligere er blevet truet for at offentliggøre Muhammed-tegninger.
Kristian Thulesen Dahl kalder derfor angrebet for ”et attentat imod vores frihedsrettigheder”.
”Det er fuldstændig forfærdeligt, det, der er sket. Først og fremmest for de pågældende og de pårørende i Paris men dernæst for alle, der går op frihedsrettigheder og ytringsfrihed,” siger han til Jyllands-Posten og tilføjer, at man derfor skal være mere offensiv i forsvaret af de rettigheder herhjemme i Danmark - bl.a. ytringsfriheden.
”Derfor må vi være hurtigere til at slå ned på kræfter, som modarbejder de frihedsrettigheder, vi har. Ellers er risikoen, at sådan et attentat, som vi har set i dag, får nogle til at selvpålægge sig en censur, en tilbageholdenhed, i forhold til hvad man skriver, og hvad man tegner. Og så har de (ekstremisterne red.) jo vundet. Det dur simpelthen ikke.”
DF-formanden kæder dermed angrebet i Paris sammen med den aktuelle diskussion om Grimhøj-moskeen i Aarhus, som ifølge Thulesen Dahl er ”udklækningssted for folk med sympati for ekstremismen og for at knægte ytringsfriheden”.
”Jeg synes, at vi skal gentænke hele vores strategi i forhold til at bekæmpe den anti-demokratiske virksomhed, der kommer ud fra sådan en moske,” siger han og tilføjer, at Grundloven giver mulighed for at forbyde foreninger, der opfordrer eller virker til vold. Ifølge ham skal man bruge det redskab noget mere.
”Det har man været for tilbageholdende med indtil nu, men det her viser, at vi ikke har råd til at være det. Jeg synes, at vi bliver nødt til at have en langt mere offensiv tilgang til, at vi ikke vil anerkende sådan noget. Vi vil ikke have det i vores samfund,” siger Kristian Thulesen Dahl.
Så Grimhøj-moskeen skal forbydes?
”Ja, det synes jeg, at vi bliver nødt til. Vi bliver nødt til at tage skeen i den anden hånd i forhold til at markere, at vi i vores samfund ønsker ikke folk, der sympatiserer med dem i Frankrig, der kan finde på at lave sådan noget her. Vi bliver nødt til at være meget konsekvente,” siger Kristian Thulesen Dahl.
Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, frygter, at noget lignende kan ske i Danmark, og også hun kæder indirekte angrebet i Paris sammen med den omstridte moske i Aarhus, Grimhøj-moskeen.
Her er tonen over for folk, der taler for ekstremisme og terror i Danmark, dog endnu mere skarp end hos partiformanden. Og ifølge Pia Kjærsgaard bliver Danmark ”nødt til at reagere, andet end at udtrykke vores fordømmelse”.
”Vi bliver nødt til at slå hårdere ned på dem, der opfordrer til terror,” siger hun til Jyllands-Posten og tilføjer:
”Man ikke skal have et dansk statsborgerskab, hvis man prædiker det her. Vi er nødt til at udvise folk, der ikke vil Danmark det godt, og vi er nødt til at forbyde moskeer, der er terrorreder. Jeg synes, at det er for slapt, at argumentet konstant er, at det kan vi ikke. For det kan vi godt, og vi er kommet i en situation, hvor vi er nødt til at gøre det.”
DF’s værdiordfører mener ikke, at menneskerettighedskonventionen skal stå til hinder for at skride kraftigt til værks i forhold til danskere og personer, der opholder sig i Danmark, som opfordrer til terror. Ifølge hende skal de ikke have lov at være i landet.
”Menneskerettighederne er allerede klart overskredet i forhold til de ting, der sker. Vi er i en anden situation, for er det ikke at overskride menneskerettighederne at være nogle feje, modbydelige hunde, der trænger ind med maskingeværer og majer 12 fuldstændig uskyldige mennesker ned?” siger Pia Kjærsgaard.
Også på den anden side af midten i dansk politik har terrorangrebet i Paris skabt øget fokus på ekstremisme i Danmark.
”Jeg tror, at efterretningstjenesterne er nødt til at komme op i et helt andet gear. For det første skal de her mennesker jo retsforfølges. Selvfølgelig i Paris men også herhjemme, hvis jeg skal kæde det sammen med Grimhøj-moskeen. Politiet skal undersøge det, og jeg har tidligere i dag bedt justitsministeren undersøge, hvad mulighederne er. For vi er ude på et spor, hvor vi tilsidesætter grundlæggende principper i retssamfundet, og det er ikke acceptabelt,” siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.
Hun mener, at den økonomiske støtte til Grimhøj-moskeen skal undersøges, mens folk, der opfordrer til terror i langt højere grad skal retsforfølges.
”Vi må bruge det fundament, vi står på – demokratiet – til at angribe antidemokratiske kræfter,” siger Pia Olsen Dyhr.