Fortsæt til indhold
Europa

Flugtbil fra terrorangreb mod Charlie Hebdo fundet forladt få kilometer fra gerningsstedet

Mændene bag Charlie Hebdo-angrebet har efterladt bilen og er stadig på fri fod. USA har tilbudt sin støtte.

De gerningsmænd, som onsdag 11:30 svært bevæbnede angreb satiremagasinet Charlie Hebdos redaktion og skød 12 mennesker, er stadig på fri fod.

Onsdag eftermiddag fandt politiet den Citroën, der blev brugt som flugtbil, forladt på en gade i Paris.

Teknikerne er nu ved at undersøge bilen for DNA og andre spor, som kan føre til de ansvarlige.

Øjenvidner har videofilmet scenen uden for magasinets redaktion, hvor gerningsmændene efter angrebet havde en skudveksling med politiet. Her kan man høre dem råbe ”Allah er stor”.

Øjenvidner har desuden fortalt diverse franske medier, at gerningsmændene råbte ”profeten er hævnet” med henvisning til Charlie Hebdos karikaturtegninger af profeten Muhammed.

Andre vidner fortæller desuden, at mændene talte flydende fransk og var meget målrettede, med hensyn til hvilke ofre de havde udset sig.

Ingen har endnu taget ansvaret for angrebet, og ingen har bekræftet vidnernes forskellige beretninger.

Bilen, en lille sort Citroën C3, blev fundet i rue de Meaux nogle kilometer nord for gerningsstedet.

Fransk politi har indledt en regulær menneskejagt på mændene, men indtil videre har oplysninger om efterforskningen været særdeles sparsomme. En anonym kilde har fortalt til Le Monde, at ”næsten 3.000 politifolk er mobiliseret” samt at man bruger ”alle tilgængelige ressourcer” på at finde de ansvarlige.

USA’s sikkerhedsråd har desuden været i kontakt med fransk politi, og meddeler via Twitter, at USA vil yde ”al den nødvendige hjælp” for at få terroristerne stillet for retten.

To politibetjente er blandt de dræbte i angrebet, som ifølge den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, involverer tre mistænkte.

Frankrigs nationale sikkerhedsvarslingssystem, Vigipirate, har nu valgt at hæve trusselsniveauet til højeste beredskab, hvilket ifølge AP betyder øget sikkerhed på en hel række offentlige steder, bl.a. ved kirker, butikker og i metroen.

Det indikerer, at man er parat til at forhindre en ”overhængende fare” i hele Paris-regionen, Ile-de-France. I dette beredskab har politiet lov til at bruge alle nødvendige metoder for at sikre offentligheden.