Bred interesse for idé om folkelovforslag
50.000 digitale underskrifter skal kunne tvinge Folketinget til at tage en sag op, foreslår løsgænger Uffe Elbæk.
Der er blevet taget godt imod løsgænger og stifteren af Alternativet Uffe Elbæks nye forslag om, at 50.000 digitale underskrifter skal kunne fremtvinge en afstemning i Folketinget.
Forslaget er et forsøg på at udligne den kløft, der ifølge Elbæk er mellem Christiansborg og befolkningen, så man kunne holde politikerne fast i den debat, der foregår uden for Borgens mure, forklarer han og bruger salget af Dong Energy og Offentlighedsloven som eksempel.
Både Venstres Jakob Engel-Schmidt, Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll og Özlem Cekic fra SF er positive overfor forslaget og ser gerne nærmere på det. Også Mogens Herman Hansen, der er en af verdens førende forskere i demokrati, synes, det lyder spændende.
Det vil gøre demokratiet mere demokratisk
»Det vil gøre demokratiet mere demokratisk. Uden tvivl,« siger Mogens Herman Hansen: »Det vil givetvis give en større borgerindflydelse i en mindre radikal udgave end folkeafstemningerne og vil ikke påvirke det repræsentative demokrati, vi har.«
Mogens Herman Hansen forklarer, at man kender systemet fra flere delstater i USA, i Schweiz og faktisk også i EU, hvor en million EU-borgere kan tvinge parlamentet til at tage en sag op.
»Jeg har ikke undersøgt det specifikt, men man må nok forvente, at udfaldet vil blive det samme som i det rene repræsentative demokrati. Til gengæld vil det give en større debat og synlighed.
Uffe Elbæk selv næver Finland som eksempel på et land, der har et lignende system, og her er foreløbig fem sager blevet rejst af befolkningen, men ingen af dem er blevet gennemført. Det er også med Finland som eksempel, at Uffe Elbæk foreslår lige præcis de 50.000 underskrifter, selv om han understreger, at den del af det ikke er et kardinalpunkt for ham.
Men risikerer man ikke, at Folketinget bliver tvunget til at tage debatter og lovforslag op, de allerede har gennemført, eller at man kommer til at debattere noget, der ligger for langt væk fra den politiske virkelighed?
»Hele idéen er at vitalisere den offentlige debat og den politiske deltagelse. Det handler om at sikre, at de dagsordner, der optager danskerne, også når et politisk niveau. Og så ligger der en oprigtig bekymring for, hvordan vi holder liv og engagement i vores demokrati og politiske deltagelse,« siger Uffe Elbæk. Forslaget er sendt til Folketingets udvalg for forretningsorden, som efter planen skal se på sagen i begyndelsen af 2015.