Fortsæt til indhold
Politik

Skattesags-rapport på mandag

Den store betænkning om Helle Thorning-Schmidts skattesag afleveres til justitsminister Mette Frederiksen (S) på mandag.

Efter to et halvt års arbejde er Skattesagskommissionen færdig med sin beretning, som nu også er trykt og klar til offentliggørelse. På mandag tropper formanden, landsdommer Lars E. Andersen, så op i Justitsministeriet for sammen med resten af kommissionen officielt at overdrage de fem bind til Mette Frederiksen (S).

Det oplyser flere kilder til Jyllands-Posten.dk.

Lars E. Andersen får mandag følgeskab af de to øvrige kommissionsmedlemmer, advokat Martin Simonsen og professor dr. Jur. Niels Fenger, samt udspørger Lars Kjeldsen og dommer Rikke Holler.

Helt konkret overdrager kommissionen et fysisk eksemplar til ministeren. Det udgør omkring 1.700 sider, og hertil kommer en cd-rom med omkring 800 siders udskrift af vidneforklaringerne. Beretningen bliver også tilgængelig for offentligheden mandag.

Kommissionen har haft til formål at undersøge, om nogen uretmæssigt påvirkede Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnocks skattesag, da den blev behandlet i sommeren 2010. Desuden skulle kommissionen finde ud af, hvem der lækkede afgørelsen i sagen, som blev omtalt i dagbladet B.T. op til valget i 2011.

Sagen opstod, fordi daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) sammen med sin særlige rådgiver Peter Arnfeldt og departementschef Peter Loft blev mistænkt for både at have forsøgt at påvirke afgørelsen i sagen og for at have medvirket til at lække afgørelsen til medierne.

Før sommerferien havde sagens vidner adgang til at læse kommissionens udkast til konklusioner, fordi de skulle have mulighed for at afgive indsigelser og kommentarer.

I den forbindelse fortalte en række af sagens hovedpersoner, at kommissionen ikke når frem til, at der skete en uretmæssig indblanding i sagen. Peter Loft gik for langt i sin interesse for sagen, men kommissionen vurderer ifølge Loft selv, at han gjorde det ”uagtsomt”, og at det derfor ikke skal have retsmæssige konsekvenser.

Lækagedelen er ikke blevet opklaret.