Fortsæt til indhold
Politik

Regeringen vil sende danske F-16-fly i kamp mod Islamisk Stat

Statsminister Helle Thorning-Schmidt vil fredag orientere om »et dansk bidrag til bekæmpelse« af Islamisk Stat. Forventningen er at regeringen vil sende danske kampfly på vingerne.

Steen A. Jørgenssen | Christine Cordsen

Regeringen vil sætte danske F-16-fly ind i kampen mod den militante oprørsgruppe Islamisk Stat i Irak, oplyser en regeringskilde over for Jyllands-Posten.

Dermed er Danmark igen er på vej ind i en krig i Irak her tre år efter, de sidste danske soldater forlod landet i 2011.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil fredag informere offentligheden om "et dansk bidrag til bekæmpelse" af Islamisk Stat (IS), oplyser Statsministeriet. Pressemødet finder sted klokken 12.30, hvor statsministeren vil oplyse nærmere om regeringens planer om et militært bidrag til den internationale koalition, som ledes af USA.

Klokken 13.45 er Folketingets Udenrigspolitiske Nævn ekstraordinært indkaldt for at drøfte spørgsmålet, og fredag formiddag er statsministeren i færd med at orientere partilederne om regeringens planer, efter regeringstoppen traf den endelige beslutning om et militært bidrag torsdag aften.

Ifølge Ritzau vil regeringen sende syv kampfly mod Islamisk Stat samt soldater, der skal rådgive irakiske kurdere. De danske kampfly skal angiveligt ikke bombe i Syrien, men kun i Irak, hvilket De Radikale har stået fast på. Partiet har udtryk bekymring over det folkeretslige grundlag for at bruge magt i netop Syrien.

USA's præsident Obama har indtil videre samlet opbakning fra over 40 lande i en koalition mod IS – heriblandt de fem arabiske lande Saudi-Arabien, Jordan, Bahrain, Qatar og Forenede Arabiske Emirater.

8. august begyndte USA at bombe IS-mål i Irak, og onsdag i denne uge udvidede USA sammen med de arabiske koalitionspartnere bombekampagnen til også at omfatte Syrien. Her var målet først og fremmest at svække IS, men også at ramme den militante, islamistiske oprørsgruppe al-Nusra Fronten.

Senere fredag skal det britiske parlament stemme om at gå i krig med IS.

På tværs af partierne i Folketinget er forventningen, at Danmark enten allerede har fået eller meget snart vil få en anmodning fra amerikanerne om at slutte sig til den voksende gruppe af lande, som bekæmper IS militært.

En eventuel dansk krigsindsats kræver Folketingets godkendelse, men på forhånd tegner der sig et klart flertal for at anvende militær magt. De Konservative og Venstre har på forhånd opfordret regeringen til at stille danske F-16-fly til rådighed for den amerikansk-anførte militæroperation – både i Irak og Syrien – og Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er klar til at følge amerikanerne ønsker.

Enhedslisten er dog bekymret over udsigterne til endnu en krig:

"Enhedslisten synes ikke, at Danmark skal gå i krig i Syrien eller inddrages i en ny krig i Irak," fastslår Nikolaj Villumsen over for Ritzau. Han foreslår i stedet at give våbenstøtte til de sekulære kurdere, som kæmper en desperat forsvarskamp mod IS.

Det Radikale Venstre var heller ikke umiddelbart parat til at sende danske kampfly til Syrien, da Jyllands-Posten fredag spurgte udenrigsordfører Zenia Stampe:

"Vi kan godt legitimere at sende fly til Irak. Vi får straks større problemer, når det er til Syrien," sagde hun og tilføjede, at de radikale ikke mener, at det folkeretslige grundlag for at angribe i Syrien er klart nok.

Omvendt er det i Irak, hvor det er den irakiske regeringen selv, der har bedt det internationale samfund om hjælp til at bekrige IS.

Danmark bidrager allerede aktivt til Irak-operationen med et Hercules-transportfly, som fragter våben, nødhjælp, ammunition og andre forsyninger til det nordlige Irak, hvor irakiske regeringsstyrker og kurdiske peshmerga-tropper kæmper mod IS.

Det danske Hercules-bidrag blev vedtaget med opbakning fra alle partier i Folketinget 27. august.

Da de dansk F-16-fly deltog i den internationale operation over Libyen i 2011 var opgaven at opretholde en flyveforbudszone og forhindre Muammar Gaddafis luftvåben i at bombe befolkningen og de trængte oprørsstyrker i landet.

I de syv måneder operationen varede, fløj seks danske F-16-fly 600 missioner og kastede 923 præcisionsbomber – svarende til næsten hver ottende bombe, der blev kastet. Libyen-krigen kostede de danske skatteydere 600 mio. kr.