Fortsæt til indhold
Politik

DF byder Venstre velkommen i udlændingedebatten

Venstre forbereder sig på et folketingsvalg og rykker derfor tættere på Dansk Folkeparti, mener DF'ere.

Tonen er slået an.

Med en række markante - og udskældte - udmeldinger den seneste uge er Venstre for alvor ved at tænde op under det bål, som ventes at blive et af de helt store temaer frem mod næste valg: Udlændingedebatten.

Og dét bliver hilst velkommen med åbne arme fra Dansk Folkeparti.

"Jeg ser det som en tilnærmelse til Dansk Folkeparti. Jeg ser det kun som positivt og retningsgivende for, hvad vi kan sætte os ned og blive enige om efter et folketingsvalg," siger retsordfører Peter Skaarup (DF).

Hans partifælle, udlændingeordfører og medlem af gruppebestyrelsen Martin Henriksen (DF), mener ikke, der er noget nyt i, at partier skruer op for udlændingeretorikken, når et valg nærmer sig.

"Venstre er i færd med at forberede sig til et folketingsvalg. Jeg tror, at Venstre gerne vil sende et signal til Dansk Folkeparti om, at vi kan samarbejde på et område, som alle ved, er meget vigtigt for Dansk Folkeparti. Nemlig udlændingeområdet," siger han.

Du tror ikke, det er et forsøg på at vinde DF-stemmer eller i hvert faldt holde på nogle af de V-vælgere, som måske overvejer at stemme på jer?

"Jeg skal ikke udelukke, at der er taktiske overvejelser hos Venstre."

Skarp udlændingeretorik vækker intern kritik

Venstre skød ballet i gang mandag, da partiets politiske ordfører, Inger Støjberg, i en kronik i Berlingske foreslog at stille forskellige krav til indvandrere, alt efter om de kommer fra et »kristent USA« eller et »muslimsk Pakistan eller Somalia«. Formålet skulle være at gøre det sværere for indvandrere fra ikke-vestlige, muslimske lande at komme til Danmark.

Dagen efter opfordrede Inger Støjberg kommuner til at lukke skoler med for mange indvandrere.

Hvordan udlændingepolitikken konkret skal ændres, har hun endnu ikke uddybet. Det sker først på Venstres sommergruppemøde 8. august.

Men forslaget om at forskelsbehandle indvandrere har allerede udløst blå kritik fra både De Konservative og flere markante Venstre-folk. Blandt andre har europaparlamentariker Jens Rohde, tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, forhenværende formand for Folketinget, Christian Mejdahl, og tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen taget afstand fra udspillet.

Uffe Ellemann-Jensen har direkte advaret mod at nærme sig Dansk Folkeparti.

”For dem (Dansk Folkeparti, red.) vil man aldrig kunne konkurrere med. Hvis man begynder at nærme sig dem, så vil de bare skrue kravene op. Det burde man have lært efterhånden,” sagde han i går til Berlingske.

Også forskelsbehandling i fængslerne

I dag bringer Jyllands-Posten historien om, at Venstre også vil forskelsbehandle i de danske fængsler. Retsordfører Karsten Lauritzen foreslår en "klar opdeling" mellem indsatte, der skal sluses ud i det danske samfund efter afsonet straf og kriminelle fra udlandet.

Karsten Lauritzen lægger ikke skjul på, at forslaget er en del af en udlændinge-offensiv fra Venstre:

"Det her er en del af Venstres forsøg på at sætte udlændinge højere på dagsordenen. Det vil vi lægge vægt på frem mod et kommende folketingsvalg, fordi vi mener, at der er nogle reelle problemer, og det er et område, hvor regeringen tilsyneladende hverken har vilje eller løsninger," siger han.

Er det her fordi, I føler jer pustet i nakken af DF?

"Nej, det er, fordi vi er enige med Dansk Folkeparti, og Dansk Folkeparti er enige med os. Det er sådan set det. Det er ikke et forsøg på at konkurrere med dem."

Både i rød og blå blok forventer man, at værdidebatten vil blusse op frem mod næste valg og under selve valgkampen.

I den borgerlige lejr er sigtet at udstille regeringen som blødsødne, ligesom udlændinge- og retspolitikken – i modsætning til den økonomiske politik – er et område, der samler de fire partier i blå blok mere, end det splitter. Omvendt har netop udlændingepolitikken gennem tiden været katalysator for konflikter mellem Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten.

På den anden side ventes regeringen at turnere med et budskab om, at politikken siden valget blot at blevet justeret tilbage til tiden under Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard.

I de ti år med VK-regering, som gik forud for Thornings valgsejr i 2011, havde Dansk Folkeparti lagt stemmer til regeringen til gengæld for stramninger af udlændingelovgivningen. Og i manges øjne var det netop udlændingepolitikken, der var med til at sikre VK-regeringens genvalg.

Forskelsbehandling er sket før

Martin Henriksen påpeger på, at det ikke er første gang, Venstre er parate til at indføre en form for forskelsbehandling. Med VKOs meget omdiskuterede pointsystem for indvandrere, som den nuværende regering har afskaffet, blev indvandrere nemlig forskelsbehandlet ud fra "objektive kriterier," som Martin Henriksen udtrykker det.

"Systemet gjorde det sværere for alle indvandrere at komme til Danmark, men endnu sværere for indvandrere fra ikke-vestlige lande," siger han.