Venstre har skjult sponsorstøtte for myndighederne

Kopenhagen Fur betalte i 2012 70.000 kr. til Venstre, men først da Lars Løkkes tøjregninger blev afsløret, oplyste partiet noget om støtten til myndighederne. Strafferammen går op til fire måneders fængsel.

Mens Venstres bagland indædt diskuterer, om partiet fortsat kan have tillid til formand Lars Løkke Rasmussen efter tøjindkøb for 152.000 kr., afslører dokumenter fra partiet, at et sponsorat på 70.000 kr. i 2012 aldrig blev indberettet til myndighederne. Det kræver loven ellers.

Jyllands-Posten skrev i sidste uge, at Venstres partisekretær, Claus Richter, på et møde tirsdag i sidste uge fortalt partiets forretningsudvalg, at partiet har fundet en sponsor til at dække en del af udgifterne til Lars Løkke Rasmussens tøjindkøb for 152.000 kr.

Da medlemmer af Venstres forretningsudvalg for 10 dage siden nævnte en hemmelig sponsor, affejede partisekretær, Claus Richter, det over for Jyllands-Posten som værende rene ”rygter”.

Et medlem af forretningsudvalget har fortalt Jyllands-Posten, at sponsorbeløbet formentlig dækkede tøjudgifterne fra 2011. De var på 72.000 kr.

Venstre har hidtil nægtet at svare på spørgsmål om sponsoren. Men onsdag aften løftede Ekstra Bladet sløret for navnet på giveren af et sponsorat, der indløb i Venstres kasse i 2012.

Venstre har indtil nu holdt bidraget for sig selv, stik imod lovgivningen for partistøtte. Først for 10 dage siden erkendte partisekretær Richter over for Indenrigsministeriet, at partiet har skjult støtten. Det fremgår af Venstres korrespondance med ministeriet, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.

Venstre er »blevet opmærksomme på, at et bidrag fra Kopenhagen Fur til nogle specifikke og konkrete udgifter til valgforberedelse – muligvis burde oplyses i Venstres regnskab for 2012,« skrev Richter den 19. maj 2014.

Det var dagen inden, Venstres forretningsudvalg skulle orienteres.

Det betyder, at Venstre ikke har overholdt deres oplysningspligt over for Folketinget omkring partistøtte. Det kan være strafbart.

Roger Buch, forskningschef, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger opdagede Venstre fejlen i marts.

Et andet dokument indikerer, at bidraget i første omgang kan være givet til Lars Løkke Rasmussen personligt, hvilket betyder, at det ikke nødvendigvis skal opføres i partiregnskabet. Og efter at Løkkes tøjsag er eksploderet, har Venstres revisionsselskab, Deloitte, meddelt myndighederne, at beløbet bør indberettes som partistøtte.

»Venstre har stillet en lang række spørgsmål til Skat om behandlingen af bidrag til partiet Venstre/bidrag til den enkelte kandidat. Skat har også svaret på disse spørgsmål, og Venstre arbejder videre efter disse retningslinjer,« skriver Deloitte-revisor Flemming Heden Knudsen nemlig til ministeriet den 19. maj - og fortsætter:

»I forbindelse med dette udredningsarbejde er vi blevet opmærksomme på, at et bidrag fra Kopenhagen Fur til nogle specifikke og konkrete udgifter til valgforberedelse – muligvis burde oplyses i Venstres regnskab for 2012.«

Strafbar handling

Venstre henviste onsdag aften alle spørgsmål til sagen til partisekretær Claus Richter, som dog ikke besvarede Jyllands-Postens henvendelser. Til Ritzau oplyste han, at »vi i forbindelse med gennemgåelsen af regnskabet har spurgt ind til, hvad vi kunne betragte som partistøtte. I den forbindelse er der et beløb fra Kopenhagen Fur, som vi skulle indberette. Det er nogle spørgsmål, som vi har stillet til Skat tilbage i foråret. Vi blev opmærksomme på fejlen og har selv indberettet det til Indenrigsministereriet, som er den relevante myndighed,« udtaler Claus Richter.

Medlem af forretningsudvalget Peter Gemælke tager afstand fra den manglende indberetning:

»Det synes jeg er beklageligt, og det har forretningsudvalget også beklaget. Men vi har taget til efterretning, at det er indberettet nu,« siger Gemælke.

Roger Buch, forskningschef med speciale i partistøtte på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, betegner sagen som en »alvorlig overtrædelse af reglerne«:

»Det betyder, at Venstre ikke har overholdt deres oplysningspligt over for Folketinget omkring partistøtte. Det kan være strafbart,« siger han.

Ifølge partistøtteloven kan man straffes med enten bøde eller fængsel i op til fire måneder, hvis man afgiver ukorrekte eller mangelfulde oplysninger. Det er den eller dem, der har underskrevet partiregnskabet, der har ansvaret. I Venstres tilfælde er det daværende partisekretær Jens Skipper og daværende kasserer Jens Oluf Kyed.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.