Fortsæt til indhold
Politik

Ja og nej-stemmer til patentdomstolen byttet om i Taarbæk

Der var overraskende mange nej-sigere til patentdomstolen i Lyngby-Taarbæk.

Hvis du skal møde de argeste modstandere af patentdomstolen, skal du tage til Lyngby-Taarbæk kommune. Her havde 76 pct. af vælgerne stemt nej til den nye domstol, lød det dagen efter valgaftenen.

Et bemærkelsesværdigt resultat, eftersom landsresultatet var et klart ja med 60,45 pct. af stemmerne i ryggen.

Faktisk lidt for bemærkelsesværdigt. I virkeligheden forholdt det sig nemlig helt omvendt: De 76 pct. havde sagt ja, men en af valgmedarbejderne kom ved en fejl til at indberette det forkert.

"Valgskandale"

"I det felt, hvor man skal vælge, om det er ja-stemmer eller nej-stemmer, kom den pågældende til at vælge det forkerte. Der er ikke tale om, at vi har talt noget forkert op," forklarer kommunikationsstrateg i Lyngby-Taarbæk Kommune, Jacob Holm Hansen, til Jyllands-Posten.

Det var en rutinemæssig kontrol, der afslørede fejlen, og kommunen har nu indberettet det rigtige resultat til KMD. Og det var også ærgerligt, mener Jacob Holm Hansen, men han understreger, at det helt og aldeles var en "menneskelig fejl".

"Nogle medier har udlagt affæren som en "valgskandale" og lignende ting. Det synes jeg er en overdrivelse," siger han.

Tre flasker rødvin

Jacob Holm Hansen fortæller, at kommunen ved lige præcis hvor, fejlen er sket, men de er ikke gået ind i en nærmere eftersøgning af, hvem det er.

Skylder vedkommende ikke en kvajebajer?

"Altså jeg tænker, at vi skal sende tre flasker rødvin til vedkommende, fordi det har givet så meget mediebevågenhed. Den er ikke længere end, at det er en sød historie, men det er klart, at der sidder en der ude med røde ører lige nu," afslutter Jacob Holm Hansen.