DF-profil spørger løs for millioner
17 sosu-assistenter kunne ansættes for de penge, som det koster at besvare spørgsmålene.
Det er dårlig dømmekraft, at Socialdemokraterne har brugt skattekroner på at stille udvalgsspørgsmål om Dansk Folkepartis politik.
Sådan lyder budskabet fra DF’s gruppeformand Peter Skaarup i dagens udgave af Jyllands-Posten – efter at hans parti i går blev mødt af en offensiv fra Socialdemokraterne.
Offensiven bygger på 84 udvalgsspørgsmål om prisen på DF’s politiske ønsker. Og da det i gennemsnit koster et ministerium 2.500 skattekroner at levere et svar, har Socialdemokraterne altså spurgt for 220.000 kr.
Men det er et nærmest håndører i forhold til, hvad Skaarup selv har spurgt for, viser det sig nu.
Millioner af kroner
Siden valget i 2011 har Peter Skaarup stillet 1.185 udvalgsspørgsmål. Ved at holde fast i stykprisen, havner spørgeiveren altså i 2.962.500 kr.
Men der ender DF-profilens brug af skatteborgerpenge langt fra.
For ud over de mange udvalgsspørgsmål, har Skaarup også stillet 103 samrådsspørgsmål - og her er enhedsprisen en helt anden.
Ingen mængderabat
Et samrådsspørgsmål stilles skriftligt og besvares mundtligt af den pågældende minister i et samråd med et af Folketingets udvalg. Prisen varierer afhængig af, hvor meget ministeriet skal forberede sig til samrådet, men det er muligt at regne med en gennemsnitspris.
I oktober 2012 blev Justitsministeriet bedt om at svare på, hvor meget det koster at afholde et samråd, og her blev »omkostningerne til besvarelsen af et gennemsnitligt samrådsspørgsmål skønsmæssigt opgjort til ca. 15.000 kr.«
Da der som udgangspunkt ikke regnes med mængderabat på Slotsholmen, løber Skaarups 103 samrådsspørgsmål altså op i 1.545.000 kr.
17 sosu-assistenter
Og den endelige regning - med udvalgsspørgsmålene inkluderet - lyder derfor på 4.507.500 skattekroner. Som svarer til, hvor meget 17 sosu-assistenter tjener på et år.
Det er dog helt i orden, for det koster at leve i et demokrati, og partierne skal kunne spørge magthaverne og få svar, mener Socialdemokraternes fungerende politiske ordfører, Ole Hækkerup.
Men han undrer sig over, at Skaarup med sin spørgeiver kan få sig selv til at kritisere 84 socialdemokratiske spørgsmål.
»Det er til grin, at DF kritiserer os for at have stillet 84 spørgsmål, når de selv har stillet over 1.000. Det bør de afholde sig fra,« siger Ole Hækkerup.
DF-drilleri
Man kan dog ikke sammenligne spørgsmålene fra S og DF, mener Peter Skaarup.
»Det er dumt og latterligt, at de halvandet år før et valg samler skyts til en skræmmekampagne imod et andet parti. Det er bedre at fremføre sine egne gode ideer i stedet for at gå løs på andre,« siger Skaarup, der gerne står på mål for sine egne spørgsmål til 4,5 millioner.
»Hvis vi skal være borgernes vagthund på Christiansborg, skal vi stille spørgsmål og få ministre i samråd for at få regeringen til at gå aktivt ind i sagerne,« siger Skaarup, der ikke vil udelukke, at han ind imellem stiller »politiske drillespørgsmål.«
»Det forekommer bestemt,« siger han.