Fortsæt til indhold
Politik

Politikers gratis-job er usædvanligt

Kun Radikale vil ansætte en medarbejder uden løn, viser rundspørge.

Der er intet unormalt i Zenia Stampes jobopslag, hvor hun søger en medarbejder til »mindst 15 timer om ugen« på Christiansborg for at »gøre alt det, som jeg selv gør i dag« til en løn på nul kroner.

Sådan har den radikale folketingspolitiker selv forklaret.

Men foreløbig er det ikke lykkedes Jyllands-Posten at finde andre tilfælde, hvor medlemmer af Folketinget i samme omfang har en tilsvarende medarbejder på Christiansborg - uden at medarbejderen enten får løn eller SU.

Finder ikke sted

Hos Socialdemokraterne - Folketingets næststørste parti - har man en række unge mennesker til at hjælpe folketingspolitikerne på Christiansborg.

Men de unge får alle enten løn eller SU som en del af et forløb på for eksempel et universitet, oplyser partiets pressetjeneste.

Heller ikke hos Folketingets største parti, Venstre, har man medarbejdere i en stilling magen til dét, som Zenia Stampe søger.

»Det er mig, der sidder med den slags, og det finder ikke sted,« siger Claus Søgaard-Richter, partisekretær i Venstre.

Venstre har mange ulønnede frivillige over hele landet, men ikke på Christiansborg.

»Hele vores organisation er fyldt med frivillige, det er hele vores fundament. De lægger det arbejde i partiet, som de har lyst og tid til. Men vi har ikke nogle medarbejdere fast tilknyttet, som ikke er betalt,« siger Claus Søgaard-Richter.

Også nej fra K, SF, Ø og LA

Heller ikke hos De Konservative har man »frivillige medarbejdere« på Christiansborg.

Her er eventuelle unge ansat som enten almindelige medarbejdere på timeløn eller som studerende med meritoverførsel - og dermed mulighed for SU, oplyser partiets pressetjeneste.

SF på Christiansborg har heller ikke frivillige uden enten løn eller SU, oplyser Turid Leirvoll, landssekretær i SF, til Jyllands-Posten, og samme melding kommer fra Liberal Alliance og Enhedslisten.

Meget langt

I den radikale pressetjeneste henviser man til folketingsmedlemmerne Lone Loklindt, Jeppe Mikkelsen og Marlene Borst Hansen, der angiveligt skulle have nogen frivillige medarbejdere på samme vilkår som Zenia Stampe.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lone Loklindt, der i Jordan, men Marlene Borst Hansen fortæller, at hun har én frivillig »et par timer om ugen«.

Den frivillige er på ingen måde forpligtet til at komme »mindst 15 timer om ugen,« som Zenia Stampe lægger op til. Og hans primære opgave er at skrive taler.

»Vi er meget langt fra at kalde Morten for ansat. Han er et ungt medlem af Radikale Venstre, som har lyst til at få bredt de radikale budskab ud i Syd- og Sønderjylland, hvor vi begge kommer fra. Længere er den ikke,« siger Marlene Borst Hansen til Jyllands-Posten.

En håndfuld

Det radikale folketingsmedlem Jeppe Mikkelsen fortæller til Jyllands-Posten, at han har »en håndfuld« af frivillige, der hjælper ham med politiske ideer.

Ingen af dem gennemgår dog mails eller foretager andre praktiske opgaver.

Kommer nogle af dem på Christiansborg i et omfang, der svarer til mindst 15 timer om ugen?

»Nej, sådan nogle har jeg ikke,« siger Jeppe Mikkelsen til Jyllands-Posten.

Fortryder ikke

Zenia Stampe lagde torsdag et foto på Twitter og Facebook af sig selv og teksten:

»Jeg arbejdede i 15 år som frivillig i Radikale Venstre. Fortryder ikke et eneste sekund«.

Zenia Stampe, ændrer det intet på sagen, at de andre partier ikke ville ansætte folk på disse vilkår?

»Nej, det gør det ikke. Nu har jeg lagt opslaget ud, og så ser vi, om der er nogen, der har lyst til det, og vi kan få det til at passe. Ellers er jeg da villig til at se på timeantallet. Men foreløbig har jeg fået mange gode ansøgninger,« siger Zenia Stampe til Jyllands-Posten torsdag eftermiddag.