Fortsæt til indhold
Politik

Skattedirektør: De ville svine Thorning til

Departementschefen ville sikre spindoktoren en platform til at kunne svine Thorning til. Sådan forstod direktøren for Skat København de berømte fire linjer i skattesagen.

Erling Andersen var ikke i tvivl om, hvorfor Skatteministeriets departementschef Peter Loft ønskede at få fire kontroversielle linjer skrevet ind i afgørelsen af Stephen Kinnocks skattesag.

”Der kan kun være et formål. At lægge en kile ind i afgørelsen, som der kan spørges ind til bagefter. Og jeg vil ikke være med til, at man skal bruge en skatteafgørelse til tilsvining af Helle Thorning-Schmidt,” siger Erling Andersen.

Han var i 2010 direktør for Skat København, der skulle træffe afgørelse i sagen. Den afgørelse var sagsbehandlerne ifølge Erling Andersen klar til at træffe inden et møde med departementschefen den 13. september 2010, men på mødet lagde Peter Loft de meget omtalte fire linjer på bordet.

I de fire linjer – som Loft ville have skrevet ind i afgørelsen - står, at oplysningerne i sagen passer med Thorning-Kinnocks ”erhvervs- og familiemæssige forhold.”

Unødvendig tilføjelse

Ifølge Erling Andersen var det unødvendigt at tilføje, for det fremgik allerede af afgørelsen.

”Her står det tydeligt for mig, at Peter Loft har været inde ved ministeren med det her. Det handler ikke mere om at få præciseret en skatteafgørelse. Det handler om tilsvining af Thorning,” siger Erling Andersen og fortsætter:

”Det handler om at få sat den her vinkel ind på det, så Peter Arnfeldt (skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor, red.) for at sige det ligeud – når afgørelsen bliver offentliggjort, kan man ikke gøre noget ved skattepligt - men man kan sætte Arnfeldt til at kontakte diverse af d’herrer her bag ved mig og sige ”prøv at spørg ind til det der” med familiemæssige forhold,” siger Erling Andersen.

Med herrerne bag ham hentyder han til de journalister, der dækker skattesagskommissionen.

Peter Loft er endnu ikke afhørt af kommissionen. Han har offentligt forklaret, at han ønskede at sikre, at afgørelsen var så præcis som muligt.