Fortsæt til indhold
Politik

Vilhelmsen vil være SF-formand

Folketingsmedlem Annette Vilhelmsen går efter formandsposten.

SF får alligevel et kampvalg.

Jyllands-Posten erfarer fra kilder i SF, at folketingsmedlem Annette Vilhelmsen stiller op og i aften officielt vil annoncere sit kandidatur.

Vilhelmsen mod Krag

Med socialordfører Annette Vilhelmsens kandidatur er der indtil videre lagt op til et valg i mellem hende og børne- og erhvervsordfører og sundhedsminister Astrid Krag, der for få dage siden annoncerede, at hun stiller op.

Mens Astrid Krag tilhører inderkredsen omkring Villy Søvndal og har været fortaler for partiets nye regeringsduelige linje, betegnes Annette Vilhelmsen som repræsentant for den såkaldte røde fløj.

Har opbakning

52-årige Annette Vilhelmsen har ifølge Jyllands-Postens oplysninger støtte fra omkring en håndfuld folketingsmedlemmer fra den såkaldte røde fløj i SF.

Ifølge DR Nyheders kilder tæller støtterne Karina Lorentzen og Anne Baastrup.

Også Trine Patou Mach samt andre medlemmer af landsledelsen støtter op omkring Vilhelmsen.

Spidskandidat på Fyn

Lørdag blev den læreuddannede Annette Vilhelmsen overraskende valgt til ny fynsk spidskandidat for SF på Fyn.

Hun slog dermed partiets mangeårige spidskandidat Anne Baastrup og det tidligere folketingsmedlem Karsten Hønge.

Da SF Sydjylland senest afholdt en lignende afstemning for to år siden, kom Annette Vilhelmsen blot ind på en fjerdeplads.

"Jeg gør det okay"

I forbindelse med resultatet af urafstemningen i går, hvor 1.200 fynske SF´ere pegede på hende, sagde hun, at hun endnu ikke havde besluttet sig for, om hun ville stille op:

"Jeg skal fortsat bruge noget tid til at overveje situationen, men afstemningen i dag er da en indikator på, om jeg gør det okay, eller om jeg har ramt ved siden af."

Lokalpolitiker trækker sig

1. viceborgmester i Helsingør, Christian Saggau, fortæller til TV 2 News, at han vil trække sig fra formandskampen, i det øjeblik Annette Vilhelmsen melder sit kandidatur.

Han sagde tidligere på ugen, at han ville stille op i mod Astrid Krag, hvis ingen andre kandidater ønskede at gå efter formandsposten.

Flere ledende skikkelser i SF har siden Villy Søvndal valgte at trække sig meddelte, at de ikke ville gå efter formandsposten.

Heriblandt miljøminister Ida Auken, sundhedsordfører Jonas Dahl, skatteminister Thor Möger Pedersen, politisk ordfører Jesper Petersen og landsledelsesmedlem Trine Pertou Mach.

Urafstemning

Det er nu op til SF’s omkring 16.000 medlemmer at vælge partiets nye formand. Urafstemningen begynder den 1. oktober og afsluttes den 11. oktober. Den nye formand vil blive kåret på et ekstraordinært landsmøde den 13. oktober