Opsang til unge akademikere
Alt for mange kandidater fra universiteterne går direkte ud i ledighed uden at vide, hvad de skal bruge deres lange uddannelse til, lyder opsangen fra regeringen.
Blomsten af Danmarks ungdom må tage sig sammen, og det samme gælder universiteterne, der i alt for høj grad uddanner direkte til ledighedskøen.
Sådan lyder en fælles opsang fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og uddannelsesminister Morten Østergaard (R).
De er bekymrede over den stigende ledighed blandt nyuddannede. Næsten hver fjerde står uden job.
Samtidig er de to ministre fortørnede over, at mange nyuddannede møder op på jobcentrene uden at vide, hvad de kan og vil bruge deres lange uddannelse til og kræver kurser i at begå sig på arbejdsmarkedet.
»Der er noget forkert i, at man er i uddannelsessystemet i 20 år uden så at vide, hvad man skal bagefter. Når man begynder på en videregående uddannelse, er man voksen. Man har ansvaret for sig selv,« siger Mette Frederiksen.
Uden blik for krav
Nogle steder har universiteterne udviklet en »beskyttet akademisk kultur« uden blik for arbejdsmarkedets krav, mener hun:
»De gør deres studerende en bjørnetjeneste.«
Begge ministre opfordrer derfor de nyuddannede til at søge bredere, når de leder efter job.
»Man må tage, hvad man kan få,« siger Morten Østergaard, som også vil stille nye kvalitetskrav til universiteterne, så de måles på, om deres uddannelser kan bruges.
»Vi er nødt til at få ind i universiteternes kvalitetsforståelse, at der er et arbejdsmarked bagefter,« siger han.
Formanden for Danske Universiteter, Jens Oddershede, kalder billedet af universiteterne »karikeret« og minder om, at der er økonomisk krise.
»Problemet lige nu er, at vi uddanner flere, end arbejdsmarkedet kan opsuge,« siger han.
Sådan ser man også på sagen i Danske Studerendes Fællesråd.
»Universiteterne kan godt gøre det bedre, men problemet er, at der ikke er job,« siger formand Torben Holm.
- Læs mere i Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag. Dobbeltinterview med Mette Frederiksen og Morten Østergaard. Mød også to historiestuderende fra Københavns Universitet.
- Få digital adgang til artiklen. Find det abonnement, der passer dig bedst: Klik HER
Kan universitetsstuderende gøre det bedre?
Gør universiteterne de studerende en bjørnetjeneste?
Deltag i debatten!