Fortsæt til indhold
Politik

K kræver forbud mod burkaen

De konservative får opbakning fra S og DF til et forbud mod burkaen. Men Venstre afviser forslaget.

De konservative vil forbyde, at personer i Danmark tildækker deres ansigter med muslimske klædedragter som burkaen og niqaben.

Forbuddet skal ifølge partiets nye integrationsordfører, Naser Khader, gælde overalt i det offentlige rum.

»Vi vil ikke se burkaer i Danmark. Vi kan simpelt hen ikke acceptere, at nogle af vores medborgere går med ansigtet tildækket,« siger Naser Khader.

Totalt forbud

Burkaen er ifølge ham udansk og kvindeundertrykkende, og derfor skal forbuddet være totalt. Hvad folk går med inden for hjemmets fire vægge, vil partiet ikke blande sig i, men så snart en kvinde træder ud på fortovet, skal kravet være, at man kan se hendes ansigt.

Mens Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet hilser forslaget velkomment, afviser de konservatives regeringspartner, Venstre, at lovgive om folks påklædning, så længe de ikke udfylder en offentlig funktion.

»Det er for vidtgående, hvis vi skal lave regler for, hvilket tøj folk går i. Det skal selvfølgelig ikke være tilladt at gå i burka og have tildækket ansigtet, hvis man arbejder med mennesker i den offentlige sektor. Men der sætter vi grænsen,« siger politisk ordfører Peter Christensen (V), der mener, det er vigtigt, at politikerne formår at sætte grænser for politik.

Khader: Eneste udvej

Naser Khader fastholder, at forbud er den eneste udvej, når det gælder burkaer.

»Efter min opfattelse er det slet ikke islamisk at bære den. Den nyere tids burka blev indført af Taleban, da bevægelsen kom til magten. Derfor forbinder jeg burkaen med talebanerne,« siger han.

Burkaforbuddet indgår i et integrationsudspil, som den konservative folketingsgruppe godkendte fredag. Partiet har ikke taget stilling til, hvordan overtrædelse af et burkaforbud skal straffes.

»Vi sender i første omgang et signal ved at sige, at det skal være forbudt. Så må juristerne finde ud af, hvad sanktionen skal være,« siger Naser Khader.