Lynanalyse: Danmark dybt frustreret over Israel
Sultkatastrofen i Gaza har fået den danske regering til at reagere med nedkastning af nødhjælp. Danmark og 23 andre lande opfordrer til sikker adgang til Gaza.
Den danske regerings beslutning om at kaste nødhjælp ud over Gaza har flere mål.
Det siger Jyllands-Postens Mellemøsten-korrespondent, Heidi Plougsgaard.
Først og fremmest er det en dyb utilfredshed over, at Israel bare lader stå til, selv om FN understreger, at sultkrisen er alvor.
»Danmark og andre lande er dybt frustrerede over, at det ikke går hurtigt nok med at forbedre situationen for den palæstinensiske civilbefolkning. Det understreger, at Danmark såvel som alle andre lande, der betragter sig som allierede til Israel, er dybt frustrerede, fordi israelerne hverken lytter eller handler, selv om kritikken er klar,« siger Heidi Plougsgaard.
Ifølge FN står Gaza-striben over for en katastrofal humanitær krise, fordi Israel ikke har tilladt nødhjælp i fem måneder. Resultatet er, at »dødsfald som følge af underernæring stiger kraftigt«.
Der er tale om et til to såkaldte airdrops, hvor et dansk Hercules-fly vil kaste nødhjælp ned fra luften.
Ifølge Heidi Plougsgaard handler den danske regerings planer også om at sende et signal til oppositionen i Danmark om, at der trods alt arbejdes på at hjælpe befolkningen i Gaza-striben.
De to nedkastninger af nødhjælp er kun en meget lille del af, hvad er skal til for sikre tilstrækkeligt med mad.
»Det er på en eller anden måde en dråbe i havet. Men det er bedre at kaste en dråbe i havet, end at havet totalt udtørrer,« siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der gerne ser, at Israel sikrer en »uhindret humanitær adgang« ind til Gaza og indleder en dialog om en tostatsløsning.
Ifølge Heidi Plougsgaard skal der enormt mange fly i luften, hvis befolkningen skal hjælpes ad den vej.
24 lande – herunder Danmark – opfordrer den israelske regering til at »tage permanente og konkrete skridt til at fremme sikker adgang i stor skala for FN, internationale NGO’er og humanitære partnere«.
I en fælles udtalelse lyder det: »De humanitære lidelser i Gaza har nået ufattelige niveauer. Hungersnød udfolder sig for øjnene af os. Der er behov for hurtig handling for at stoppe sulten.«