Fortsæt til indhold
Politik

»På gensyn,« sagde Marie Bjerre til dronningen, da hun blev fyret for to uger siden – i dag vendte hun tilbage med blandede følelsler

Marie Bjerre vender tilbage til sit gamle ministerium med blandede følelsler.

»På gensyn,« sagde Venstres Marie Bjerre selvsikkert til dronning Margrethe, da hun blev fyret som minister for bare to uger siden.

Den jyske Venstre-profil var altså langt fra færdig med politik på topniveau, mente hun.

Alligevel havde de færreste nok troet, at gensynet skulle blive så snarligt.

Torsdag formiddag var Marie Bjerre tilbage på Amalienborg – denne gang for at blive genudnævnt i sit gamle job, som minister for digitalisering og ligestilling, efter at Mia Wagner har valgt at forlade regeringen af helbredsmæssige årsager.

Det var med blandede følelser, sagde Marie Bjerre ude på slotspladsen:

»Jeg brænder enormt meget for ligestilling og digitalisering. Derfor er jeg også enormt glad og beæret over, at jeg igen kan påtage mig posten.«

»Men jeg er også ked af, at det sker på den baggrund. Jeg er ked af, at Mia Wagner ikke nåede at få længere tid på posten, for jeg havde store forventninger til hende med den baggrund, hun kom med,« sagde hun.

Forretningskvinden Mia Wagner nåede kun at være minister i otte dage, før hun blev sygemeldt efter et alvorligt ildebefindende i sit hjem.

Venstre formand Troels Lund Poulsen havde hentet den kendte investor og ”DR-løvinde” ind på ministerholdet for at give Venstre »mere bredde,« forklarede han. Og det betød altså et farvel til Marie Bjerre.

Fuld tillid til Troels Lund

Bjerre lagde dengang ikke skjul på, at hun var både skuffet og ked af det over fyringen. Alligevel bakkede hun op om beslutningen.

Et budskab, hun gentog torsdag:

»Som jeg også sagde for 14 dage siden, så bakker jeg op om Venstres formand, og han har min fulde tillid.«

Dagens ministerrokade kommer ikke til at betyde nogen forskel for regeringens arbejde eller politik, fastslog statsminister Mette Frederiksen (S).

»Det er en ukompliceret lille rokade, fordi Marie bare vender tilbage til det gode arbejde, der var i gang før,« sagde hun.