I en bunke papirer til Folketinget gemmer sig et forslag, der kan rokke ved magten over restriktionerne
En evaluering på 88 sider har ligget stort set ubemærket hen i månedsvis på Christiansborg. Den indeholder ministerielle idéer, der kan forskubbe magten mellem regeringen og Folketinget, hvis en farlig sygdom spreder sig i Danmark, og der skal indføres restriktioner igen.
Uden større opmærksomhed har de centrale ministerier under coronaepidemien lagt op til at ændre den vidtrækkende lovgivning, der i dag sikrer, at Folketinget skal spørges, før regeringen kan indføre de mest indgribende restriktioner for borgere, butikker og erhvervsliv.