Flere kendte personligheder blev valgt ind i byråd
En række kendte personer er blevet valgt ind i flere byråd efter kommunalvalget.
Du har efter al sandsynlighed stiftet bekendtskab med deres navne og ansigter i andre sammenhæng, men en række kendte personer er ved kommunalvalget blevet valgt ind i flere byråd.
Det gælder f.eks. Brian Holm, tidl. cykelrytter og nuværende sportsdirektør på et internationalt cykelmandskab. Han stillede op for Konservative på Frederiksberg og blev valgt ind med 1.135 stemmer, hvilket var syvendeflest stemmer af alle opstillede i kommunen.
Brian Holm har været valgt til kommunalbestyrelsen de seneste to valg og har således siddet nu byrådet siden 2013. Nu er han sikret fire år mere som folkevalgt i kommunen, han har boet i siden 1996.
I byrådet - måske på pladsen ved siden af - får Brian Holm selskab af Bent Isager-Nielsen, der ligeledes er valgt ind for Konservative med 1.049 stemmer. Bent Isager-Nielsen er kendt som tidl. drabschef og chef for Rejseholdet. Den 70-årige mand har medvirket som ekspert og medvært på en række tv-serier, der undersøger danske forbrydelser, som f.eks. »Når mænd slår kvinder ihjel« og »Når kvinder slår ihjel«.
Som sidste led i tretrinsraketten af kendisser er Michael Brautsch valgt ind for Konservative på Frederiksberg med 491 stemmer. Han er sognepræst og har fungeret som ekspert i tv-programmet Gift ved Første Blik, hvor to fremmede personer i fem uger skal leve som ægtepar for derefter at tage stilling til, om de vil forblive gift.
I Randers er der comeback til Erik Bo Andersen, tidl. fodboldspiller der gik under tilnavnet ”Den Røde Romario”. Han scorede mål på samlebånd i Superligaen i 1990’erne og spillede seks landskampe. Erik Bo Andersen har tidligere været i byrådet for Venstre, men denne gang stillede han op for lokallisten Østbroen. Han fik 1.657 personlige stemmer, næstflest af alle i kommunen.
Og så er der naturligvis også Ulrik Wilbek, der er blevet genvalgt som borgmester for Venstre i Viborg Kommune. Han vandt en stensikker sejr og fik flest personlige stemmer i kommunen med 8.297 af slagsen. Inden sin politiske karriere erhvervede Ulrik Wilbek sig som håndboldtræner og var landstræner for både kvinder og herrer. Med kvinderne vandt han OL-guld, dobbelt EM-guld og VM-guld fra 1994-1994, og for herrerne vandt han EM-guld i 2008 og 2012.
Anders Gerner Frost, dansk kendismægler og medvirkende i Hammerslag, mistede borgmesterposten i Gribskov, selvom han for sit parti, lokallisten NytGribskov, fik 1.362 stemmer.
For samme parti forsøgte tidl. cykelrytter Jesper Skibby forgæves at blive valgt ind. Heller ikke tidl. fodboldspiller Asbjørn Sennels, håndboldspiller Line Myers og X Factor-deltager Vilson Ferati havde i deres respektive kommuner held til at komme i byrådet.