Manu Sareen opnår ikke valg på Frederiksberg - Brian Holm genvalgt
Tidligere minister Manu Sareen (S) manglede 59 stemmer på Frederiksberg. Brian Holm er valgt ind igen.
Tidligere minister Manu Sareen har ikke opnået valg for Socialdemokratiet på Frederiksberg.
Han manglede 59 stemmer for at tage det femte og sidste socialdemokratiske mandat. Sareen fik 271 stemmer.
Fra 2014 til 2015 var Manu Sareen minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold for De Radikale. Men ved årets kommunalvalg stillede han op for Socialdemokratiet.
Til gengæld har tidligere cykelrytter Brian Holm opnået genvalg til Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Han fik tredjeflest stemmer for De Konservative med 1135 stemmer.
Brian Holm blev valgt ind første gang i 2013.
Også tidligere drabschef og chef for Rejseholdet Bent Isager-Nielsen har opnået valg for De Konservative på Frederiksberg.
Han fik 1049 og tager partiets femte mandat.
Tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance Laura Lindahl fik næstflest stemmer for De Konservative og bliver også en del af Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Hun fik 1290 stemmer.
Præsten Michael Brautsch kom ligeledes ind for De Konservative på Frederiksberg med 491 stemmer. Han er kendt fra tv-programmet ”Gift ved første blik” på DR.
Trods fremgang og 13 mandater til De Konservative måtte partiet overlade magten til Socialdemokratiet efter 112 års styre. Ny borgmester er Michael Vindfeldt.
Afgående borgmester Simon Aggesen blev dog den største stemmesluger i den københavnske kommune med 5436 stemmer.
/ritzau/