Fortsæt til indhold
Kommunalvalg

Se listen: Her stemte flest danskere, og her blev de hjemme

Sofavælgere blev der flere af ved dette års kommunalvalg, men i nogle kommuner gik over 80 pct. til valgstederne.

Stemmeprocenten svingede fra 53 pct. til over 82 pct. i landets kommuner. Foto: Joachim Ladefoged

Med stigende coronasmittetal endte valgdeltagelsen i den lave ende ved dette års kommunalvalg.

Samlet set gjorde 67,2 pct. af vælgerne brug af deres mulighed for at sætte kryds ved en politiker eller et parti, og det var 3,6 procentpoint færre end ved kommunalvalget i 2017.

Og det er netop kommuner på den københavnske vestegn, hvor coronasmitten er høj, at færrest gik til valg.

Brøndby Kommune blev stedet med den laveste valgdeltagelse, og stemmeprocenten landede her på 55,7 pct.

Mange af de stemmer, 53,4 pct., gik til Socialdemokratiet, hvorfor den siddende borgmester, Kent Max Magelund, trygt kan fortsætte fire år endnu.

Den næste på listen med den laveste valgdeltagelse er Ishøj Kommune med 56,2 pct.

Her blev den socialdemokratiske Merete Amdisen valgt som ny borgmester. Den afgående borgmester, Ole Bjørstorp, har siddet på posten i 20 år, men brød med Socialdemokratiet, da partiet ikke ville vælge ham som spidskandidat. I stedet stiftede han Ishøjlisten, som fik 16,4 pct. af stemmerne.

Læs også

Endelig finder man Høje-Taastrup som nummer tre på listen over kommuner med lavest stemmeprocent. Her valgte 58,8 pct. at sætte deres kryds. Det betyder at den regerende borgmester siden 2006, Michael Ziegler (K), kan fortsætte.

Øerne topper

I visse kommuner deltog flere end 80 pct. af de stemmeberettigede til gengæld i valget.

Det gjaldt Fanø Kommune, hvor man endte med landets højeste stemmeprocent på 82,4 pct. 28,9 pct. af de stemmer gik til De Radikale, hvorfor partiets spidskandidat, Frank Jensen bliver den nye borgmester, mens Alternativet, som hidtil har siddet på borgmesterposten, ryger helt ud af byrådet. De Radikale stillede op på øen for første gang siden 2009.

På Samsø blev stemmeprocenten landets næsthøjeste med 81,4 pct. Og selv om det blev et knebent rødt flertal, måtte den siddende socialdemokratiske borgmester Marcel Meijer overlade posten til Venstres Søren Wiese.

Læs også

Læse blev kommunen med den tredjestørste valgdeltagelse. Her gik 80,8 pct. af de stemmeberettigede til valg og stemte Tobias Birch Johansen (V) ind som ny borgmester.