Fortsæt til indhold
Politik

Ellemann trods tilbagegang: Vi har haft et fint valg

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen hæfter sig ved, at Venstres kommunale tilbagegang er mindre end frygtet.

/ritzau/

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er tilfreds med Venstres foreløbige resultat ved kommunalvalget, som han kalder et ”fint” valg.

Det fortæller han onsdag nat til TV2 News.

- Der var mange, der havde travlt med at dømme Venstre ude. Det var en postgang for tidligt, som det ser ud nu. Venstre har fået et fint valg.

- Vi er det klart største borgerlige parti, og vi er forankret i hele landet, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Venstre står til 21,33 procent af stemmerne på det tidspunkt, hvor Jakob Ellemann-Jensen udtaler sig.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har haft en turbulent periode. Set i det lys, synes jeg, det er et fint valg, siger han.

Sidste gang, landet gik til de kommunale stemmeurner, fik Venstre på landsplan 23,1 procent af stemmerne. Det var en tilbagegang fra valget før på 3,5 procentpoint.

Lørdag nat står det klart, at Venstre ser ud til at få mindst 16 borgmesterposter landet over.

Herunder i Viborg, hvor partiet med stemmesluger Ulrik Wilbek i spidsen har fået borgmesterposten med 12 ud af 31 mandater – to mandater mere end ved valget i 2017.

De større nederlag for Venstre tæller blandt andet Kolding. Her går Venstre med Eva Kjer Hansen i spidsen fra 13 til 9 mandater.

Den tidligere minister blev ellers indsat som partiets spidskandidat, efter den tidligere Venstre-borgmester, Jørn Pedersen, takkede af.

Venstre måtte vinke farvel til borgmesterposten, som Konservative til manges overraskelse landede i en koalition med S, SF og De Radikale

Og det tager Jakob Ellemann-Jensen hatten af for, siger han.

- Det handler om mandaternes logik. Og det har konservative været dygtige til.

Venstre kan dog se en sejr i, at Socialdemokratiets tilbagegang ser ud til at være større.

Natten til onsdag viser optællingerne en tilbagegang på 3,8 procentpoint fra sidste kommunalvalg.