Ellemanns første valg i spidsen for Venstre: Stor ydmyghed
Venstres formand erkender, at Venstre har haft bedre målinger, men mener, at det nu går rette vej.
Tirsdag lidt efter klokken 14.30 lagde Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen sine to stemmesedler til henholdsvis kommunal- og regionalvalget i boksen i Birkerød.
Det er første gang, at Jakob Ellemann-Jensen står i spidsen for Venstre ved et valg.
- Det er klart, at for mig betyder det også noget. Det er første valg, hvor jeg er i spidsen for Venstre, siger han og anerkender, at partiet har haft meningsmålinger, som kunne være bedre:
- Til gengæld kan vi se nu, at genopbygningsarbejdet bærer frugt, og det går den rigtige vej.
- Jeg griber det her an med en stor portion ydmyghed, siger han videre.
Valget bliver den første styrkeprøve for Jakob Ellemann-Jensen i spidsen for Venstre.
For ham handler det derfor om at kunne vise, at Venstre er på ret kurs med ham bag roret efter en turbulent tid for partiet siden folketingsvalget i 2019.
Jakob Ellemann-Jensen fortæller dog, at han har en stor respekt for den store indsats blandt Venstres kandidater rundt om i landet, og at han håber, flere danskere vil stemme på Venstre.
- Jeg synes, at vores kandidater har ydet en formidabel indsats, og når jeg har været rundt i landet, har jeg oplevet, at der er mange mennesker, som ønsker mere frihed og flere muligheder, og det synes jeg, at de fortjener, siger han.
Jakob Ellemann-Jensen ankom til valgstedet Rude Skov Skoles afdeling Sjælsø med sin hustru Anne Marie Preisler, og han fortalte, at han fører valgkamp til det sidste.
- Vi bliver ved frem til klokken otte, siger han.
Venstre-formanden har i løbet af tirsdagen både været i Dragør, på Nørreport Station, Allerød og Greve, nævner han.
Til regionsvalget har Jakob Ellemann-Jensen sat sit kryds ved partiets sundhedsordfører, Martin Geertsen, og så stemmer han på den nuværende Venstre-borgmester i Rudersdal, Jens Ive.
- Jeg er så glad for at have en Venstre-borgmester, så det håber jeg virkelig, at jeg kan blive ved med, siger han efter at have afgivet sin stemme.