Partier drøfter tolkeaftale igen onsdag aften

Der er politisk optimisme i forhold til at nå en aftale onsdag aften om hjælp til afghanere.

Artiklens øverste billede
Udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen (S) forlader mødet onsdag - pariterne mødes igen i aften. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Folketingets partier mødes igen onsdag aften for at drøfte en aftale, der skal hjælpe lokalt ansatte afghanere, der har hjulpet Danmark, og som er truet af Talibans fremmarch i Afghanistan.

- Alle partier er indstillet på at finde en god løsning, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) efter et møde onsdag eftermiddag.

- Derfor fortsætter vi vores drøftelser i aften klokken 20.

- Af hensyn til de drøftelser, vi har gang i, kommer jeg ikke nærmere ind på indholdet nu, siger han.

Venstres forsvarsordfører, Lars Christian Lilleholt, siger, at han også er optimistisk i forhold til at nå en aftale.

I sidste uge oplyste Udenrigsministeriet, at 40 nuværende og tidligere lokalt ansatte på den danske ambassade i Kabul samt fire tolke har søgt om hjælp igennem tolkeaftalen.

Ansøgningerne er kommet, siden udmeldingen om USA og Danmarks tilbagetrækning af soldater fra landet.

Siden da har Udenrigsministeriet haft ekstra personale udsendt for at hjælpe med at afklare de ansattes sag. Der er ifølge Udenrigsministeriet stor forskel på, hvilket arbejde de ansatte har udført.

Mens tolkene eksempelvis har gået patruljer i frontlinje med de danske soldater, har andre, ifølge Udenrigsministeriet, eksempelvis været korttidsansatte håndværkere.

Derfor ventes politikerne også tage stilling til, om alle de ansatte skal hjælpes i Danmark.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen