Eksperter kritiserer hård kurs i sager om coronarelaterede forbrydelser
Myndighederne går for langt i håndhævelsen af coronasager, lyder det. Vi er på politiets side, siger minister.
Efter en stribe coronarelaterede sager hos politiet og domstolene lyder der nu en skarp kritik fra juridiske eksperter.
Senest er en kvinde fra Aarhus blevet sigtet for trusler, efter at hun på Facebook brugte et billede af en brændende dukke påsat et foto af statsminister Mette Frederiksen fra en coronademonstration.
Kristian Lauta, juraprofessor ved Københavns Universitet, ser en risiko for, at den hårde kurs bekræfter coronamodstandernes værste fordomme og får situationen til at eskalere yderligere.
»Det virker besynderligt og vidtgående, at politiet anholder en kvinde i hendes eget hjem for at have uploadet et foto til Facebook.«
Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia, mener, at myndigheder går »alt for langt« i de coronarelaterede sager.
»Det er et klassisk eksempel på, at når man står i en krisesituation, så kan der bundfælde sig en frygt hos myndighederne. For mig at se er balancen tippet,« siger han.
Sigtelsen i Facebook-sagen kommer i forlængelse af domme, hvor straffen er blevet fordoblet, alene fordi forbrydelserne er sket i sammenhæng med covid-19-epidemien. En kvinde blev fredag idømt to års fængsel for bl.a. at tilskynde andre til vold mod politiet under en demonstration. Tirsdag blev en mand idømt en fængselsstraf på et år og tre måneder for at have kastet sten efter politiet.
Jørn Vestergaard, professor i strafferet, påpeger, at dobbeltstraffen blev vedtaget af Folketinget »i huj og hast« i foråret 2020.
»Det forekommer helt overdrevet at fordoble straffen,« skriver han i en mail: »Der er ingen særlig gode argumenter for, at straffene skal være strengere end dem, der idømmes ifm. andre uroligheder.«
Statsminister Mette Frederiksen blev tirsdag spurgt 10 gange om begrundelsen for dobbeltstraf ved coronarelaterede forbrydelser. Hun afviste at forholde sig til verserende sager. Justitsminister Nick Hækkerup vil heller ikke kommentere konkrete sager, men dobbeltstraf forsvarer han: »Når man kaster sten mod politiet, så angriber man myndighederne på en alvorlig måde i en sårbar krisesituation. Her er der behov for, at vi som samfund markerer, at vi står altså på politiets side.«