Jakob Ellemann-Jensen inden nye restriktioner: »Vi skal passe på hinanden«
Jakob Ellemann-Jensen udtaler i en video, at alle på Christansborg er enige om det samlede mål for coronaindsatsen.
Søndag aften varslede statsminister Mette Frederiksen, at der i løbet af mandag vil blive annonceret nye, skærpede coronarestriktioner for 37 danske kommuner.
»På baggrund af de indstillinger, vi får fra myndighederne, har vi hen over weekenden forberedt en geografisk, målrettet og delvis nedlukning. Desværre,« lød det blandt andet fra statsministeren, som valgte at dele budskabet på Facebook.
På samme medie var oppositionens leder Jakob Ellemann-Jensen (V) næsten samtidig ude med sin nyeste besked om corona efter en dag med det hidtil højeste smittetal.
»Lige om lidt er det jul. Men desværre er ikke alt, som det plejer. For smitten med corona stiger. Det gør den særligt her i København og omkring København. Det bekymrer mig dybt,« indleder Ellemann en kort video.
Venstremanden opfordrer danskerne til at tage det personlige ansvar alvorligt for at få smitten slået ned:
»Den første bølge af corona kom Danmark godt igennem, fordi vi tog ansvar. Fordi vi tog hensyn til hinanden. Fordi vi tænkte os om. Det skal vi gøre igen.«
Ellemann-Jensens video kommer ikke bare på samme tidspunkt som statsministerens varsel. Den er også offentliggjort ganske kort efter, at flere fagfolk inden for feltet coronavirus er kommet med en opfordring til landets politikere om at afstå fra at vise polarisering udadtil.
Det vil nemlig skabe fare for at »sænke befolkningens tillid og dermed den smitteforebyggende adfærd,« lyder det i et brev fra eksperterne.
Den frygt fra eksperterne maner Ellemann i jorden i den sidste del af sin video.
»Vi skal passe på hinanden. Det er vi også enige om herinde (Christiansborg. red.) Uanset hvilket parti, man så end tilhører. Lad os passe på hinanden,« udtaler Ellemann, ligesom han minder om, at vaccinen er på vej, så der er grund til håb.