Fortsæt til indhold
Politik

Coronaeksperter advarer om, at politisk polarisering kan skade håndteringen af pandemien

Forskere er bekymrede for, om politikernes adfærd kan smitte negativt af på befolkningens lyst til at efterleve de krav, politikerne stiller til dem, for at holde coronasmitten under kontrol.

Regeringen og Folketinget bør skrue ned for den politiske polarisering og inspirere danskerne ved at udvise samfundssind.

Sådan lyder beskeden fra 36 af de forskere, der i de seneste mange måneder er blevet brugt som coronaeksperter af både medier og politikere, og som har sendt et åbent brev til regeringen og folketingspolitikerne.

»Lyset skinner stadig i mørket, og der er håb for, at vi kan vende tilbage til en normal hverdag. Men inden da skal vi igennem en hård vintertid, hvor vi forventer, at smitten stiger. Det er igennem befolkningens ændrede vaner og adfærd, at smitten holdes i ave,« skriver coronaeksperterne i brevet, som en af medunderskriverne, Michael Bang Petersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, har lagt ud på Twitter.

»Men befolkningens adfærd er i sidste ende orkestreret af jer og jeres adfærd,« skriver forskerne til regeringen og Folketinget og fortsætter:

»Derfor er det jer, der som de første skal udvise samfundssindet. Politisk polarisering kan skade håndteringen af pandemien. Den kan sænke befolkningens tillid og dermed den smitteforebyggende adfærd. Ræk ud til hinanden og find fælles løsninger for håndteringen af pandemien i den hårde vintertid,« lyder brevet, der slutter:

»Det er vores juleønsker til jer.«

Blandt underskriverne er nogle af de mest fremtrædende videnskabelige personer, der især har spillet en rolle som eksperter i medierne siden pandemiens udbrud for snart et år siden.

Blandt andet figurerer navne som Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet og Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen, professor i virologi ved Københavns Universitet, Thomas Benfield, professor i infektionsmedicin ved Københavns Universitet og overlæge på Hvidovre Hospital og Lone Simonsen, epidemiolog ved Roskilde Universitet.

Det åbne brev kommer efter en periode, hvor det politiske klima mellem regeringen og resten af Folketinget - og ikke mindst mellem regeringen og blå blok - har været tilspidset på baggrund af særligt sagen om den ulovlige aflivning af mink.

I brevet nævnes dog ikke konkrete sager, som forskerne mener har været udtryk for politisk polarisering.

Du kan se den fulde liste over underskrivere i faktaboksen herunder: