Fortsæt til indhold
Politik

Folketingsmedlemmer lagde hænderne på formand Vermunds lår

Nye Borgerliges Pernille Vermund afviser at have latterliggjort de radikales sexchikanesag.

En hånd på Lotte Rods lår og især den senere ledelsesmæssige håndtering af sagen kostede som bekendt onsdag aften Morten Østergaard posten som radikal partileder.

Sagens voldsomme konsekvens har vakt stor debat i medierne, blandt vælgerne og ikke mindst i politiske kredse. Nye Borgerlige har med et billede på Facebook nu givet sit særlige bidrag til debatten. På billedet ses folketingsmedlemmerne Lars Boje Mathiesen, Peter Sejer Christensen og Mette Thiesen sammen med partiformand Pernille Vermund. De lægger hænderne på hinandens lår, mens de ser op til fotografen.

Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen, Peter Sejer Christensen og Mette Thiesen har sammen med partiformand Pernille Vermund lagt dette billede på Facebook.

Formanden selv har på sin Facebookside ladet billedet stå alene med tilføjelsen "Teamwork". Mette Thiesen har på sin side skrevet "For frihed og fædreland," mens Lars Boje Mathiesen på sin side har skrevet "Vi har hørt der har været lidt ballade i dansk politik."

Trods den slet skjulte sarkasme afviser Pernille Vermund, at billedet kan ses som en latterliggørelse af Lotte Rods oplevelse af sagen. Også selv om Lotte Rod har understreget, at det er partiets håndtering, der er problemet. Til tv2.dk siger Pernille Vermund, at billedet skal opfattes på den måde, at der er brug for "sund fornuft" i debatten om den sag, der kostede Morten Østergaard posten.

»Vi skal holde fast i at overgreb er no go. Men en sag som denne er ikke alvorlig hos os. Hvis der var en, der for ti år siden havde haft en kikset flirt med en pige, ville jeg sige, at det må I selv finde ud af. Hvad har det med mig at gøre?« siger Pernille Vermund til tv2.dk.

Mandag aften skrev Morten Østergaard i et opslag på Facebook, at De Radikale var begyndt en ekstern undersøgelse af omfanget og karakteren af sexisme i partiet.

Tirsdag lød det fra Morten Østergaard, at »der er givet den påtale, der skal til, og jeg er overbevist om, at det ikke gentager sig.«

Onsdag meddelte han, at det var ham, der havde krænket Lotte Rod, og at han havde trukket sig som politisk leder for De Radikale.