JP's politiske redaktør: Mette Frederiksen gav sorte svar på de spørgsmål, hun selv stillede for et år siden
Det sorte og det grønne prægede Mette Frederiksens åbningstale, mener Jyllands-Postens politiske redaktør.
Mange husker formentlig stadig det dystre billede, som den nytiltrådte statsminister Mette Frederiksen, tegnede af Danmark, da hun for nøjagtig et år siden holdt sin første åbningstale.
Tilliden vaklede mellem politikere og borgere, utrygheden var så udbredt i befolkningen, at man selv ved jordbærboderne langs vejkanterne var blevet nødt til at sætte overvågningskameraer op, og frygten for kriminalitet i udsatte boligområder var fremherskende, påpegede Mette Frederiksen i sin nærmest sortsynede samfundsdiagnose. Sammenhængskraften stod for fald, lod hun forstå.
Ved dette års åbningstale kom Mette Frederiksen med en række svar på sit eget sortmaleri, mener Jyllands-Postens politiske redaktør Marchen Neel Gjertsen.
»Strengere straffe, strammere udlændingepolitik, en hård værdipolitisk tone - altså alt det man populært kalder en ”sort” linje, prægede hendes tale meget, og hun gik ret langt på den dagsorden.«
»Mette Frederiksens medicin er at indføre et opholdsforbud, der kan følges op af bøder. At kriminelle hurtigere skal kunne smides ud af deres boliger. Og at man skal kunne sende asylansøgere ud af Danmark til lande uden for EU. Hun folder med andre ord værdipolitikken ud på en markant - og sprængfarlig - måde. For jeg forestiller mig ikke, at regeringens støttepartier vil klappe i hænderne over den slags forslag,« siger Marchen Neel Gjertsen.
Mette Frederiksen sagde således i sin åbningstale, at der hvor kriminaliteten får fat, skal politiet slå ned med større konsekvens:
»Politiet skal fremover kunne indføre et opholdsforbud for en hel gruppe af personer, der skaber utryghed ved eksempelvis en S-togstation eller parkeringsplads.«
»Som det er i dag, kan politiet forbyde enkeltpersoner at komme i særlige områder - for eksempel et bandemedlem. Det er fint, men hvad nu hvis resten af gruppen stadigvæk er der. Fremover skal politiet derfor kunne indføre et egentligt opholdsforbud for alle personer på bestemte steder i en begrænset periode. Hvis opholdsforbuddet ikke overholdes, skal det koste en bøde på 10.000 kroner første gang.
Hvis den pågældende har gæld til det offentlige - det kan være ubetalte regninger for tidligere kriminalitet - skal politiet kunne tage jakker, ure, guldkæder og mobiltelefoner med det samme,« sagde Mette Frederiksen.
Bliver opholdsforbuddet overtrådt endnu en gang, skal straffen være 30 dages fængsel.
Ud over det ”sorte” hæftede JP’s politiske redaktør sig over det grønne i åbningstalen.
»På det grønne område gjorde Mette Frederiksen en hel del for at række hånden frem til De Radikale, der jo har truet med at trække støtten, hvis der ikke snart sker noget til fordel for klimaet. Hun foreslog et nyt grønt råderum på 2 mia. kr. årligt frem til 2025 som en slags grøn valium. Jeg er bare slet ikke sikker på, at det vil være nok for De Radikale eller de øvrige støtteparter,« siger Marchen Neel Gjertsen, der pointerer, at statsministeren på det grønne område har særlige udfordringer, fordi hun er omgivet af partier, organisationer og foreninger, der har et helt andet ambitionsniveau.