JP's politiske redaktør: »Alle parter holder vejret over, hvor meget genåbningen kommer til at fylde«
Onsdag skal Folketingets partier mødes for at forhandle om den videre genåbning. Flere partier vil have en interesse i, at forhandlingerne bliver så gnidningsfrie som muligt, mener Jyllands-Posten politiske redaktør, Marchen Neel Gjertsen.
Onsdag mødes Folketingets partier for at diskutere den videre genåbning efter, at antallet af coronasmittede den seneste uge har været stigende flere steder i landet.
Allerede nu har statsminister Mette Frederiksen varslet, at danskerne skal indstille sig på, at der kan komme nye nationale restriktioner. Ligesom hun fredag på Facebook afviste en genåbning af nattelivet i august.
»Alle parter holder vejret over, hvor meget genåbningen kommer til at fylde. De fleste partier havde formentlig glædet sig over, at der blev mere luft til at diskutere politik efter et halvår inden sommerferien, der gik fuldstændig op i corona. Derfor tror jeg også, at mange partier håber, at det (den kommende uges forhandlinger red.) ikke skal ende i kæmpe, dramatiske nattedrøftelser om retningen for genåbningen,« siger Marchen Neel Gjertsen, Jyllands-Postens politiske redaktør.
Jeg tror, at mange partier har efterrationaliseret, at danskernes opbakning til nedlukningen var så massiv, at et parti som Venstre eksempelvis ikke har nogen interesse i at starte diskussionen forfra.Marchen Neel Gjertsen, Jyllands-Postens politiske redaktør
Hun peger på bl.a. retten til tidlig tilbagetrækning, som Socialdemokratiet inden coronakrisen havde sat på dagsordenen, en grøn skattereform, den kommende finanslov og politireformen som nogle af de »vigtige politiske diskussioner«, flere partier formentligt havde set frem til at diskutere i efteråret.
Samtidig understreger hun, at der formentlig vil være tale om en række mindre initiativer i forbindelse med det stigende smittetryk i enkelte kommuner. Derfor vurderer hun også, at næste uges forhandlinger bliver en del nemmere end de tidligere.
»Jeg vil tro, at det bliver en nemmere politisk proces denne gang. Noget af det, som fyldte meget sidst, var hele diskussionen om, hvorvidt Mette Frederiksen havde sagt det rigtige, hvordan myndighedssamarbejdet var osv. Der tror jeg, at mange partier har efterrationaliseret, at danskernes opbakning til nedlukningen var så massiv, at et parti som Venstre eksempelvis ikke har nogen interesse i at starte diskussionen forfra,« siger Marchen Neel Gjertsen.
Kan hurtigt ændre sig
Til trods for forhandlingerne ifølge redaktøren kommer til at foregå mere gnidningsfrit denne gang, så har flere politikere allerede lørdag været ude at kritisere, at statsministeren fredag delte sine tanker om mulige nye restriktioner på Facebook.
»Regeringen er gået fra at holde pressemøder nærmest dagligt i foråret til nu bare at sende pressemeddelelser og FB-opdateringer ud en fredag aften. Det er altså for slapt! Jeg savner en skarpere kommunikation og i øvrigt også en mere involverende politisk proces,« lyder det bl.a. fra gruppeformand og undervisningsordfører Mai Mercado (K) på Twitter.
En udmelding, der ifølge Marchen Neel Gjertsen er »oplagt« efter, at også mange partier i forbindelse med forårets forhandlinger om genåbningen følte sig mindre inddraget.
»Der har hele tiden været en diskussion blandt partierne om, at statsministeren selvfølgelig har haft en indsigt i situationen, som de ikke har haft til trods for, at det hele er blevet forhandlet bredt. Særligt i foråret følte mange partier sig tromlede, selv om de i Statsministeriet havde et indtryk af, at de forsøgte at inddrage dem så godt som muligt. De befandt sig på to helt forskellige planeter i forhold til forhandlingerne, og derfor er det jo oplagt at nogle igen føler sig provokeret, hvis de har en oplevelse af, at offentligheden bliver orienteret før partilederne,« siger hun.
Hun vurderer dog, at langt de fleste partier har en interesse i, at det ikke kommer til at fylde »for meget«. Samtidig understreger hun, at det hurtigt kan ændre sig, hvis smittetallene fortsætter med at stige.
»Det er klart, at hvis opblomstringer bliver værre kan det hurtigt føre til større konflikter igen. Men min fornemmelse er, at mange håber på, at coronaen ikke skal rydde hele dagsordenen igen,« siger Marchen Neel Gjertsen.